"De er ikke papirer - de er børn": Massiv mangel på pædagoger

Der er massiv mangel på pædagoger på institutionerne herhjemme. Over halvdelen af pædagogstillingerne på landets dag- og døgninstitutioner er ubesatte.
Arbejdspresset på pædagogerne i institutionerne vokser. Det følges af stress og sygemeldinger - som så øger presset på de tilbageværende. Foto © : KNR / Malik Brøns
08. juli 2023 09:16

470 af de 817 pædagogstillingerne på landets dag- og døgninstitutioner er ubesatte. Altså over halvdelen af stillingerne.

Og de pædagoger, som arbejder i institutionerne, er overbebyrdede. Arbejdspresset stiger, og imens lokker mindre stressende kontorarbejde til bedre løn i baggrunden.

Det fører til et enorm gab mellem antallet af pædagoger, der er brug for, og hvor mange der rent faktisk arbejder som pædagog. 

Det fremgår af en rapport af Konsulentfirma K. Bruun. Rapporten er bestilt af pædagogernes landsforening Nunatsinni Perorsaasut Kattuffiat, NPK.

Det er grobund for en ond spiral, hvor arbejdspresset på pædagogerne i institutionerne vokser. Det følges af stress og sygemeldinger - som så øger presset på de tilbageværende.

Imens kommer der større krav fra blandt andet arbejdsgivere og ny lovgivning, som fører flere opgaver med sig. Det sker selv om, normeringen ikke ændrer sig. Det vil sige, at det samme antal pædagoger skal yde et større arbejde.

- De mange krav og opgaver i henhold til lovgivningen og krav fra arbejdsgivere og andre instanser kan ikke løses tilfredsstillende med nuværende normeringer. Alt for meget personale er holdt op på grund af arbejdspres, står der i rapporten.

Som én af de adspurgte i rapporten siger: "Vi er trætte".

Forståelse for karriereskifte

Manglen på pædagoger er der ikke noget nyt. I årevis har der eksempelvis været snak om pædagogernes løn, og hvor stor manglen på dem er.

I den nye rapport er der også skrevet om både hvor mange, der mangler, og at pædagogerne ikke føler, at lønnen er i overensstemmelse med det pres, de bliver udsat for. Men hverken lønnen eller mangel på hænder er det vigtigste i denne rapport. Det er arbejdsvilkårene.

Det er vigtigt at vide, hvad pædagogerne går igennem, hvis flere pædagoger skal arbejde som det, de er uddannet til, mener formand for NPK, Arnaq Brønlund.

- Vi vil gerne have, at denne rapport skal danne fundamentet for en debat, så vi kan finde løsninger sammen med samfundet, siger hun.

Og der er plads til forbedringer. Imens er der andet arbejde, som pædagoguddannelsen også giver adgang til. Der er nemlig pædagoger, som har et kontorarbejde i Selvstyret, kommunerne og familiecentre.

- På disse arbejdspladser er der mindre stress og mindre støj, og arbejdsforholdene, lønnen og udviklingsmulighederne er som regel bedre, står der i rapporten.

En karriereskifte fra praktiserende pædagog til kontorarbejder bliver da også mødt med forståelse af de andre pædagoger, fremgår det af rapporten. Det ændrer dog ikke på, at der er brug for dem i institutionerne.

- Vores opgaver som pædagoger ligger ikke stille – de er ikke papirer – det er børn, der har brug for varme hænder, siger én af de adspurgte til rapporten.