Rektor om pædagogmangel: Problemet er lønnen

Manglen på pædagoger i dagtilbud skyldes ikke, at der uddannes for få, mener rektor på pædagogseminariet. Problemet er lønnen, der får nyuddannede til at vælge job i dagtilbud fra.
Det handler ikke om at uddanne flere pædagoger end nu, men om at gøre vilkårene for pædagoger i dagtilbud bedre, lyder det fra Nuka Kleemann, der er rektor på Socialpædagogisk Seminarium. Foto © : Socialpædagogisk Seminarium
Skrevet af Anders Dall
23. marts 2021 05:45

Hæv pædagogernes løn, så den matcher lærernes.

Sådan lød budskabet fra MIO, da børnerettighedsinstitutionen for nylig præsenterede en rapport om kvaliteten i landets dagtilbud. Og det er et budskab, som rektor på Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat, Nuka Kleemann, bakker op om. 

- Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skal have det samme som andre, når de er uddannet på samme faglige niveau. En professionsbachelor er en professionsbachelor, siger Nuka Kleemann.

LÆS OGSÅ Konsulent om mangel på pædagoger: Vi gør alt, hvad vi kan

Han henviser til, at uddannelsen til lærer og socialrådgiver begge er professionsbachelor-uddanelser. Derfor bør det være på sin plads at sidestille pædagoglønnen med lærernes, mener rektoren.

Så mange har pædagogseminariet uddannet fra 1998 til 2020

 

- 434 pædagoger

 

- 146 socialassistenter

 

- 620 socialhjælpere

 

- Siden 2014 har seminariet uddannet 39 personer fra dagtilbudsmedhjælperuddannelsen.

 

- Seminariet har altså uddannet i alt 1239 personer, der kan arbejde inden for dagtilbudsområdet.

 

Kilde: Rektor på Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat, Nuka Kleemann


 

Delte meninger

Og han får opbakning fra Inuit Ataqatigiit. For ifølge partiets formand, Múte Bourup Egede, så er det en god ide at matche pædagoglønnen med lærernes. 

- Fra Inuit Atagatigiit er vi enige i forslaget, og det er ikke kun pædagogerne, men det er også pædagogernes medhjælpere og assisstenter, der bør have et løft i deres arbejdsvilkår, siger Múte Bourup Egede.

Hos Nunatta Qitornai vil man ikke gå ind i en diskussion om, hvordan faggrupper skal aflønnes.

- Jeg synes, man skal overlade overenskomstspørgsmål inden for arbejdsmarkedet til de organisationer, der forhandler løn og ansættelsesvilkår, så jeg vil trygt overlade det til arbejdsmarkedets parter, siger partiformand Vittus Qujaukitsoq fra Nunatta Qitornai.

Nyuddannede vælger dagtilbud fra

Rapporten, som MIO præsenterede, viser blandt andet, at 14 ud af 15 dagtilbud ikke har det antal pædagoger, der skal til for at leve op til lovkravet for personalenormering.

Tal for antal uddannede fra Socialpædagogisk Seminarium i 2020

 

Socialpædagog: 19

 

Socialassistent: 21 

 

Socialhjælper: 27

 

Daginstitutionsmedhjælper: 6

 

Desuden uddannes der hvert tredje år socialpædagoger fra seminariets tre decentrale steder i Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq

 

Kilde: Socialpædagogisk Seminarium

 

Men problemet skyldes ifølge Nuka Kleemann ikke, at der bliver uddannet for få pædagoger.

- Når man kigger på forskellige normeringer i kommunerne, tror jeg, vi har uddannet nok, siger han. 

Problemet er, at dem, der bliver uddannet, vælger at finde jobs andre steder, hvor lønnen er bedre. Og det er blandt andet ufaglærte stillinger.

- Det er det, jeg hører dagligt, siger Nuka Kleemann.

- Det er nyuddannede pædagoger, jeg tilfældigvis møder. Den sidste, jeg mødte, var en nyuddannet pædagog, som var blevet taxachauffør, tilføjer han.

Rektor: Behov for at gøre mere 

Så for at gøre noget ved problemet med for få pædagoger i dagtilbuddene, handler det ifølge rektoren først og fremmest om at forbedre ansættelsesforholdene og arbejdsmiljøet. Og der er lønnen en afgørende faktor.

LÆS OGSÅ MIO kræver politisk fokus på kvaliteten i landets dagtilbud

Den 1. april træder en ny overenskomst i kraft for pædagogerne. Til forskel fra den forrige overenskomst, så er grundlønnen for pædagoger i vuggestuer og børnehaver og døgninstitutioner nu ens. Men der er ifølge rektoren behov for at gøre mere, så lønnen kommer op på et niveau, der svarer til andre brancher.

- Selv om jeg ved, at de lige har indgået en ny aftale, så synes jeg, at det er på sin plads, siger han.

 

  • Rapport: Sådan kan kvaliteten i dagtilbud styrkes på tre niveauer:
  • Nationale tiltag:
  • Øge udbuddet af pædagogisk uddannede
  • Etablere bedre vilkår for pædagogisk uddannet personale i dagtilbud
  • Kommunale tiltag:
  • Udvikle en strategi for efter- og videreuddannelse samt rekruttering.
  • Følge systematisk op på sygefravær og etablere et fast vikarkorps. 
  • De enkelte dagtilbud:
  • Øget fokus på dagtilbuddenes indretning, så indretningen i højere grad understøtter børnenes udvikling og læring
  • Øge fokus på individuel vejledning og læring

Kilde: Rapporten 'Dagtilbud i Grønland - Analyse af forhold med betydning for børnemiljøet'. 

Den baserer sig blandt andet på interviews med 15 dagtilbudsledere, seks medarbejdere i dagtilbud og fem kommunale forvaltningschefer.

Rapporten er udarbejdet af VIVE og betalt og bestilt af MIO.