Podcast: Nuuk blev til i et inferno af druk, vold og død

Nye studier af kilder fra 1700-tallet afslører en brutal begyndelse på kolonitiden – og at inuit ikke lod sig undertrykke.
Viden Fra Verdens Ende er en podcastserie, som tager dig med tilbage i tiden og fortæller Grønlands historie. Foto © : Nuka Godtfredsen
15. oktober 2025 12:36

Da en dansk-norsk ekspedition i 1728 satte kursen mod Grønland, var målet klart: At grundlægge kolonien Godthaab, det vi i dag kender som Nuuk, og en hvalfangerstation på øen Nipisat syd for Sisimiut. Missionen skulle sikre kongemagtens tilstedeværelse i Arktis, skabe indtægter fra hvalfangst og give Hans Egedes missionsarbejde en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Resultatet blev det stik modsatte.

- Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Ekspeditionen blev fra start præget af nød, elendighed og interne magtkampe, fortæller ph.d.-stipendiat og historiker Emil Andersen.

Sammen med museumsinspektør Rasmus Voss og forskningschef Christian Sune Pedersen – alle fra Nationalmuseet i Danmark – har han skrevet bogen Den allerliderligste skare om ekspeditionen, der har sat sig varige spor i Grønland.

11. november klokken 19.00 holder Rasmus Voss og Emil Andersen foredrag i Hans Egedes Hus om anlæggelsen af Godthaab. Der vil også blive afholdt et arrangement i Sisimiut om kolonien på Nipisat. Foto © : Mads Malik Fuglsang Holm

En by skabt i kaos 

I bogen skildrer forskerne, hvordan kolonisterne kæmpede for at overleve i en hverdag præget af sygdom, sult og konflikter. Allerede den første vinter 1728 dør en tredjedel af folkene, og de interne stridigheder mellem ekspeditionens ledelse udvikler sig til voldelige sammenstød.

- Når vi ser på kilderne, træder et billede frem af en by, der blev skabt midt i kaos. En hverdag fuld af druk, vold, sygdom og død. Godthaab var alt andet end en succes. Alligevel blev det, der startede som en fiasko, til et af de vigtigste fundamenter for den senere kolonisering af Grønland, siger Rasmus Voss.

Nuuk er dog ikke det eneste spor ekspeditionen har efterladt sig. Også enkeltpersoner trådte frem. Blandt dem Johan Fleischer, der godt nok forlod Grønland i 1731, men hvis efterkommere siden vendte tilbage, hvorfor mange i dag kan føre deres slægt tilbage til ham.

Inuit var kolonisterne overlegne

Ser man på mødet mellem kolonister og inuit, var det præget af både afhængighed og mistillid. Kolonisterne havde brug for inuitternes hjælp til at overleve, mens inuit måtte forholde sig til en europæisk tilstedeværelse, der både forsøgte at kontrollere dem, men samtidig gav nye muligheder.

– Inuit havde jo gennem årtusinder lært at tilpasse sig livet i Arktis og vidste derfor, hvordan man overlevede i den barske natur. Derfor hjalp de mod betaling ofte kolonisterne med at finde vej, skaffe mad eller ligefrem tage de dødssyge kolonister i pleje, så de kunne få et varmt og tørt sted at bo, mens de fik mad, der kunne kurere den skørbug, som hærgede kolonien, siger Emil Andersen.

Forskerne mener derfor ikke, at inuit fortjener at blive fremstillet som stakler. Tværtimod var de en magtfaktor, som ikke lod sig kontrollere betingelsesløst. 

– Det gav kolonisterne grå hår på hovedet, at de ikke kunne styre inuit. Hvis inuit ikke gad være ved kolonierne, så skred de simpelthen bare. Inuit udnyttede på det her tidspunkt kolonierne til at få det ud af dem, som de gerne ville, siger Rasmus Voss.

Historien om ekspeditionen og grundlæggelsen af Godthaab foldes ud i radio og - podcastserien Viden fra verdens ende, der er støttet af Carlsbergfonden. Udsendelsen bliver sendt på FM-båndet, men første afsnit kan allerede nu findes i din foretrukne podcastapp.