Masser af jern i Godthåbsfjorden

Undergrunden ved Isukasia 150 kilometer nord for Nuuk er spækket med jern. Masser af jern. Det viser resultatet af en række forundersøgelser foretaget af mineselskabet London Mining.
Jern
10. marts 2010 16:40

951 millioner ton. Eller vægten svarende til 2600 udgaver af Empire State Building. Så meget jern gemmer der sig i området omkring Isukasia. Og det er faktisk 65 procent mere jern, end London Mining havde turde håbe på.

Tallet foreligger i en ny forundersøgelse og vækker glæde hos det britiske mineselskab. Det satser på at etablere en jernmine i Isukasia nær indlandisen i bunden af Godthåbsfjorden.

- Forundersøgelsen er endnu et skridt i bestræbelserne på at kortlægge de tekniske forhold og projektets samlede potentiale. Isukasia ligger ideelt, når det drejer sig om at udnytte det voksende marked for jern og dets placering ved en af Grønlands kyster, der tillader shipping året rundt, siger London Minings direktør Graeme Hossie ifølge en pressemeddelelse.

Mineselskabet vil foretage nogle supplerende undersøgelser for at være helt sikre på, at Isukasias materiale virkelig er så godt, som det lader til at være. De undersøgelser regner de med at have klar til efteråret.

Selskabet har tidligere anslået, at en mine vil indeholde jernmalm nok til brydning i 70-80 år. Driften vil kunne begynde fra 2014, og den vil kræve 4 til 500 medarbejdere. De skal så betjene et åbent brud, et malmoparbejdningsanlæg, et depot til affaldsmaterialer, et transportsystem til en havn i Qussuk samt et udskibningsanlæg.