Ekspert om milliardlån til Grønland: Det er en ekstraordinær situation

Det er nødvendigt at låne penge i udlandet, hvis Grønland vil undgå nedskæringer og fyringer i det offentlige, mener formand i Økonomisk Råd.
- Det siger sig selv, at 2,5 milliarder er et stort tal, men man skal tænke det som et beredskab, siger Torben M. Andersen. Arkivfoto. Foto © : KNR / Malik Brøns
04. maj 2020 07:31

En ekstraordinær situation kræver ekstraordinære foranstaltninger.

Sådan siger formanden i Økonomisk Råd, Torben M. Andersen, efter Naalakkersuisuts melding om, at politikerne undersøger muligheden for at låne op mod 2,5 milliarder kroner i udlandet. 

Et lån der ifølge Naalakkersuisut skal være med til at sikre den grønlandske økonomi under coronakrisen. 

- Det siger sig selv, at 2,5 milliarder er et stort tal. Men man skal tænke det som et beredskab, for at være sikker på at have likviditet i landskassen, hvis krisen udvikler sig i en barskere retning. Så man ikke pludselig står og ikke har tilstrækkelig likviditet, siger Torben M. Andersen til KNR.

LÆS OGSÅ Coronakrisen hærger: Naalakkersuisut vil låne op mod 2,5 milliarder kroner

Torben M. Andersen, der til dagligt arbejder som professor i økonomi ved Aarhus Universitet, mener, at et lån er et nødvendigt tiltag fra Naalakkersuisut.

Hvad er likviditet?
Likviditet er et udtryk, der bruges til at beskrive et lands eller en virksomheds økonomiske tilstand, og om man har nok kapital til at købe og betale for ydelser. 

Kilde: E-conomic.dk

Det kan ifølge professoren understøtte økonomien og muliggøre hjælpepakker til det trængte erhvervsliv, så krisen ikke bliver dybere.

- Alternativet ville være at gribe til store besparelser, men det ville jo også ramme økonomien. Man ville være nødt til at afskedige en masse offentligt ansatte, og private leverandører ville få aflyst ordre til Selvstyret. Det ville forstærke problemerne, og i sidste ende kunne det blive endnu dyrere for Grønland, siger han.

I et andet interview siger naalakkersuisoq for finanser, Viitus Qujaukitsoq (NQ), til KNR, at offentligt ansatte ikke skal være bange for at miste deres job på grund af coronakrisen.

Lav gæld giver lavere omkostninger

Det er ikke omkostningsfrit at optage store lån, men Grønlands gæld på omkring 230-250 millioner kroner er relativt lav sammenlignet med lande i eksempelvis Sydeuropa, forklarer Torben M. Andersen. 

Det kan gøre det billigere at låne de mange penge i sidste ende. 

- Det er samme mekanisme, som gælder for almindelige mennesker: Jo sundere økonomi man har, jo billigere er det at få lånet. Hvis man allerede har en høj gæld, så kommer der spørgsmål om, hvorvidt man kan betale gælden og renterne, og så bliver det mere omkostningsfuldt, siger Torben M. Andersen.

LÆS OGSÅ Direktør i Air Greenland: April og maj bliver endnu værre end marts

Det ændrer dog ikke ved, at lånene skal forrentes og betales tilbage, og derfor vil der være en regning, der skal betales ude i fremtiden.

Torben M. Andersen minder om, at Grønland har flere selvstyreejede virksomheder, som eksempelvis Air Greenland. Hvis de får behov for understøttelse, så er det selvstyret, der skal hjælpe med kapitalindskud - og det kan også blive en stor udgift.