50 år efter B52: 'Lige pludselig så ser jeg så en eksplosion ude på isen'

Søndag er det 50 år siden, at et amerikansk militærfly med brintbomber styrtede tæt på Pituffik og satte gang i en lavine af konsekvenser – både for mennesker, der var vidne til ulykken og rent politisk.

En af dem, der var først fremme på ulykkestedet, var den i dag 83-årige Jens Zinglersen.

Den 21. januar 1968 stod KGH's stationschef Jens Zinglersen udenfor sit kontor på Thule-basen. Her blev han vidne til en eksplosion og et flammehav ude på havisen tæt ved basen.

Eksplosionen var så kraftig, at han kunne føle det under sine fødder, og han vidste straks, at det var en flyvemaskine, der var styrtet ned.

- Jeg står og kigger ud over isen, det er sådan et meget flot sceneri, det er helt stille og mørkt, men stjernehimmelen er meget tydelig. Lige pludselig så ser jeg så en eksplosion ude på isen, lige i indflyvningsretningen.

Siden den dag i januar 1968 har oplevelsen haft en fast plads i hans tanker og liv.

- Det har fyldt meget i min tilværelse, vi havde jo også en forening der hed Foreningen af Strålingsramte Thulearbejde. Den eksisterede indtil 2014, og vi prøvede at arbejde med denne her sag og støtte mennesker. Der er jo flere, der er diagnosticeret med mærkværdige og meget sjældne hudsygdomme og kræftformer i al almindelighed, som ingen vil vedkende sig kunne have noget med Thule-ulykken at gøre, så det har fyldt meget. Det har fyldt rigtig, rigtig meget, siger han til KNR.

LÆS OGSÅ Spændende verdenspremiere på "Idealisten"

Hele barakken rystede

Danske Hugo Elmer var 25 år og ansat som elektriker på Pituffik i 1968. Sammen med en kollega var han i færd med at ordne installationer i en af basens barakker, da bygningen pludselig rystede kraftigt.

- Jeg troede, at der var nogen, der var kørt ind i den. Vi havde i hvert fald ikke i tankerne, at der kunne være jordskælv eller sådan noget.

Men da Hugo Elmer gik uden for, var der intet at se. Til gengæld lød en meddelelse straks efter over basens anlæg, at et amerikansk bombefly var styrtet ned på isen nær basen. Han og andre kolleger fik ordre på at iklæde sig polarudstyr og melde sig i eftersøgningen efter flyets besætningsmedlemmer.

LÆS OGSÅ Kritikere: Drop myten om Thule-arbejdernes lidelser

Han endte i en pick-up-truck med projektørlys installeret på taget.

- Vi skulle køre med åbne vinduer, og det var ikke sådan lige til i 40 graders frost (…). Hvis vi så noget, der bevægede sig, skulle vi gå op og tænde lys ud over isen eller kalde tilbage på radioen. Så ville basens helikopter komme, fortæller han.

Hugo Elmer fandt ingen besætningsmedlemmer og deltog heller ikke i oprydningen af flyvraget. I stedet blev han sat til at adskille nogle gamle benzinbeholdere, som skule bruges til at transportere vragrester, is og sne fra ulykkestedet og ind til basen.

Isen blev opbevaret på basen i flere måneder, til det kunne komme med skib til USA. 

- Meget af det is, som vi fik ind, var helt sort, fortæller han.

Slagsmål om strålefaren

Først adskillige år senere viste det sig, at det radioaktive indhold, plutonium, fra brintbomberne har medført store sundhedsskader hos mange af oprydningsarbejderne. Men den fare tænkte Hugo Helmer ikke på i dagene efter ulykken.

LÆS OGSÅ Hold øje med affaldet på Camp Century

Modsat mange andre af hans kolleger, der deltog i oprydningen, har Hugo Elmer aldrig haft sundhedsskader som følge af ulykken. Men episoden har fyldt meget i hans tanker de seneste 50 år.

Hvor tit tænker du tilbage på ulykken?

- Det gør jeg faktisk ret ofte. Min kone siger: Det har sgu kørt i dit hoved, siden du var deroppe, siger Hugo Elmer.

Hugo Elmer, har ligesom Jens Zinglersen, har været aktiv i den nu nedlagte Foreningen af Stråleramte Thulearbejdere og har gemt dokumenter og artikler om ulykken, ligesom han også holder foredrag om episoden.