Kritikere: Drop myten om Thule-arbejdernes lidelser

Historien om, at en række Thule-arbejdere blev syge af oprydningsarbejdet efter nedstyrtningen af et B52-bombefly nær Thule-basen i 1968, bør droppes, mener tre kritikere.
15. maj 2015 07:44

Udmeldingen kommer i et indlæg i Politiken i dag, som er skrevet afnuværende forskningsleder og professor fra Statens Institutet for Folkesundhed, Knud Juel, overlæge Jens Peter Johansen og tidligere socialrådgiver Gunvor Auken.

De tre kritiserer, at den aktuelle, danske spillefilm “Idealisten” giver indtryk af, at en række af oprydningsarbejdere fik konstateret forskellige hudlidelser og kræft i årtierne efter, flyet styrtede - og at det skulle have en direkte sammenhæng med oprydningen bagefter.

Men det er ikke korrekt, lyder det: Det er aldrig blevet påvist, at Thule-arbejderne fik helbredsskader som følge af radioaktiv stråling fra det nedstyrtede bombefly.

LÆS OGSÅ Spændende verdenspremiere på "Idealisten"

Kritikken kommer bl.a., fordi instruktøren bag filmen, Christina Rosendahl, har udtalt, at hun med filmen tilstræber historisk korrekthed.

Men ingen af de undersøgelser, der er blevet lavet af oprydningsarbejdernes lidelser - hverken i årene efter styrtet eller senere undersøgelser af myndighedernes håndtering af sundhedsundersøgelserne - “har kunnet påvise, Thule-arbejderne, de grønlandske fangere eller den lokale befolkning har fået helbredsskader som følge af radioaktiv eksposition,” fremhæver kritikerne i dagens indlæg.

I stedet har medierne på falsk grund været med til at fortælle historien om de syge Thule-arbejder og baggrunden for den. Og det samme gør filmen “Idealisten”, skriver de tre kritikere i dag.