Naalakkersuisut om bekymrende PFAS-fund: Lige nu kan vi kun vejlede befolkningen

Der er store mængder PFAS i blodet hos borgerne i Ittoqqortoormit. Men indtil kampen op mod PFAS-forurening tages op globalt, er der ikke meget naalakkersuisut kan foretage sig.
Naalakkersuisut arbejder på at blive en del af Stockholm-konventionen, som helt vil fjerne eller hvert fald reducere udslippet af PFAS-stoffer. Foto © : Carsten Faurschou
22. juli 2023 14:26

- Befolkningen i Ittoqqortoormiit og i resten af landet skal vide, at jeg ser med alvor på de høje koncentrationer af PFAS, siger naalakkersuisoq for miljø, Kalistat Lund (IA), i en pressemeddelelse fredag.

Udtalelsen kommer kort efter, at et nyt studie har påvist, at næsten ni ud af ti borgere i Ittoqqoortoormiit har alt for høje koncentrationer af de sundhedsskadelige PFAS-stoffer i kroppen.


Behov for globale foranstaltninger

Hvis PFAS-problemet skal kommes til livs i Grønland én gang for alle, så kræver det globale og ekstraordinære foranstaltninger, forklarer Kalistat Lund.

- Vi opfordrer det internationale samfund til at træffe ekstraordinære foranstaltninger mod PFAS-forurening, siger han.

Hvad er PFAS?

PFAS er en samling af fluorholdige miljøskadelige kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne.

Det bruges i næsten alle industrigrene og findes i mange produkter. Det tæller blandt andet tekstiler, tæpper, sko, madindpakning, kosmetik og brandskum.

PFAS-stofferne ophober sig i blod og organer og mistænkes for at øge risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.

Det er nemlig sådan, at PFAS, der er en samling af miljø- og helbredsskadelige kemikalier, kommer til Grønland via atmosfæren og havstrømme, og opkoncentreres gennem fødekæden. Altså i dyr som for eksempel isbjørne, sæler og hvaler, som kan findes på menuen i de grønlandske hjem.

Vil tilslutte sig international miljøkonvention

Men naalakkersuisut kaster altså ikke bare bolden op i luften.

For herhjemme arbejder naalakkersuisut blandt andet på at tilslutte sig Stockholm-konventionen.

Stockholm-konventionen kræver, at en lang række lande gør indsatser for at fjerne eller reducere udslippet af POP-stoffer, herunder PFAS, og har til formål at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod sundhedsskadelige kemikalier.

Derudover har naalakkersuisut igangsat flere tiltag på miljøområdet, står der i pressemeddelelsen.

Det inkluderer blandt andet etableringen af forbrændingsanlæg i Nuuk og Sisimiut, som skal overholde de internationale regler for udledning af giftstoffet dioxin, som forekommer ved forbrænding af affald.

Arbejder på oplysningskampagner

Men udover det, så er der altså ikke meget, som naalakkersuisut selv kan gøre for at mindske forureningen, mener naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA):

- Den eneste holdbare løsning er at få nedbragt den internationale forurening markant, siger hun.

- Indtil da kan vi kun vejlede befolkningen bedst muligt om sagen, så den enkelte kan tage sine valg.

Det betyder blandt andet, at naalakkersuisut arbejder på at udarbejde borgermateriale om de risici, der er forbundet med PFAS.

Målet er, at den enkelte får tilstrækkelige informationer til selv at kunne træffe sine valg om indtagelse af traditionelle fødevarer, står der i pressemeddelelsen.