Nye forbrændingsanlæg koster op mod 400 millioner kroner

Kommunerne igangsætter "en revolution" på affaldsområdet - og det kommer til at koste omkring 400 millioner kroner.
Affaldshåndteringen i Grønland skal blive mere energieffektiv og miljøvenlig - men der er tale om en betydelig investering. Arkivfoto Foto © : KNR
Skrevet af Mathies Hvid Toft
16. april 2019 16:22

Landets fem kommuner har sammen skudt to millioner kroner i startkapital i det nye affaldsselskab ESANI A/S, der skal drive og etablere to forbrændingsanlæg i Nuuk og i Sisimiut.

Det vil gøre affaldshåndteringen i Grønland mere energieffektiv og miljøvenlig, men der er tale om en betydelig investering på omkring 400 millioner kroner i anlægsomkostninger. Det fortæller Frank Rasmussen, der er den kommende direktør i ESANI A/S.

- På de to forbrændingsanlæg plus tre mindre spildolieanlæg operer vi med anlægsomkostninger på omkring 400 millioner kroner, siger han.

Frank Rasmussen understreger, at kommunerne uanset hvad stod over for betydelige investeringer i infrastrukturen omkring affald.

LÆS OGSÅ Kommunerne danner fælles affaldsselskab

- Man stod i forvejen i en situation, hvor man skulle investere voldsomt på området for overhovedet at kunne håndtere affald bare nogenlunde korrekt.

- Hver kommune har reelt ikke affald nok til at kunne håndtere affaldet miljømæssigt korrekt, så man er nødt til at samle sammen, så man kan få tilstrækkelige mængder, så alle kommuner kan komme af med affaldet rigtigt, siger han.

Frank Rasmussen fortæller videre, at der er en forventet levetid og dermed afbetalingstid på 30 år på de to anlæg.

Penge hentes fra kommunerne

I løbet af de næste tre måneder skal der fremlægges en investeringsplan for de omkring 400 millioner kroner. En vigtig del af planen er, at kommunerne bliver bedt om at skyde yderligere kapital i selskabet.

Selve driften af de to kommende forbrændingsanlæg vil blive finansieret over afgifter ligesom i dag. Afgifterne hentes fra kommunerne, der igen opkræver dem fra borgere og virksomheder i form af beskatning.

- Vi forventer ikke, at afgifterne bliver væsenligt højere end i dag, siger Frank Rasmussen.

Det er ikke meningen, at selskabet skal give overskud i klassisk forstand. Hvis ESANI A/S kommer i sådan en situation, vil det formentligt i stedet betyde, at man sænker afgifterne på affald. Selskabet skal i bund og grund gå i nul, som Frank Rasmussen forklarer det.

Omfattende planlægning i de næste tre år

De to nye anlæg forventes færdige i henholdsvis 2022 og 2023 og frem mod den tid, skal der en masse praktik på plads. Man skal blandt andet finde ud af, hvordan man bedst sender affald fra byerne og bygderne til Sisimiut og Nuuk.

- Vi har en dialog med transportørerne i øjeblikket om, hvordan kan vi stille løsninger op, og hvad det kommer til at koste. Vi har også dialogmøder med Nukissiorfiit, der skal aftage den her energi, siger han.

Derudover skal der koordineres med kommunerne i forhold til, hvor man skal opstille modtagerpladser for affald, så man kan modtage og pakke affaldet korrekt, inden det sendes til de to centrale forbrændingsanlæg.

De to nye anlæg kommer til at være mere eller mindre ens og vil have en kapacitet på to tons brandbart affald i timen. Det er cirka 20 procent mere end det nuværende anlæg i Nuuk, der i år fylder 30 år.

Til sammenligning er de to anlæg cirka 100 gange mindre end det nye forbrændingsanlæg Amagerbakke i København.