Lange udsigter for Grønnedal som turistmål

Det skorter ikke på idéer til, hvad Forsvarets tidligere område i Grønnedal kan bruges til, men de mangler alle reelle investorer. Og det med god grund, lyder det fra Visit Greenland.
Foto © : Peter Barfoed
12. november 2015 05:13

Feriecenter, landbrugsskole, idrætshøjskole, naturskole eller sågar flygtningelejr. De muligheder står og falder med en miljøoprydning mener mange, men der er også andre grunde til, at investorerne holder sig væk, siger direktøren for Visit Greenland.

Det er frem for alt beliggenheden, der holder investorerne på afstand.

- Den (Grønnedal, red.) er jo oppe imod, at der er rigtig mange andre rigtig smukke steder, hvor der er etableret turisme, og hvor der er folk, der investerer i lignende camps. Det findes i Østgrønland, det findes i Midtgrønland og ja, også i Syd- og i Nordgrønland, siger Visit Greenlands direktør, Anders Stenbakken, til KNR.

Læs også Ny Grønnedal-idé afhængig af Forsvaret

Hertil kommer udfordringerne ved transporten til Grønnedal.

- Som det er nu, er der jo ret langt fra Narsarsuaq til Grønnedal (…). Og fly er dyre til Grønland, men det er også rigtig dyrt at sejle regionalt.

- Så det skal virkelig være et high-end-produkt (dvs. eksklusivt, red.), hvor folk skal være villige til at betale både med kroner og ører og med tid, siger Stenbakken.

Læs også Forhandlinger i gang om Grønnedal-oprydning


Ingen udsigt til investorer
Hos Greenland Venture A/S, som tidligere har investeret i turist-cases, har man ikke haft Grønnedal i sigte. ‘Det er ikke ingen for selskabets investeringsstrategi’, oplyser selskabets adm. direktør, Karsten Høy.

Heller ikke Kommuneqarfik Sermersooq, som i dag ejer en række huse i Grønnedal, eller Selvstyret har udvist interesse i Forsvarets udbud. Udbud, der dog kun har været samlede udbud med overtagelse af både miljøoprydningen og nedrivningen af bygningerne.

Hvis der skal blive udsigt til hurtige investeringer, skal flere forhold være på plads, herunder også planen for nye landingsbaner i Grønland.

- Hvis man skal have nogen til at investere i det her, skal der være et knivskarpt billede af, hvornår er der ryddet op? Hvad kommer det her til at koste? Og ikke mindst, hvordan er tilgængeligheds-scenariet? Hvor ligger lufthavnene henne? Og hvor lange bliver de? fastslår Anders Stenbakken.

Læs også Grønnedalsentusiast: Det samme som at smide guld ud

Tidligere beboer Kjeld Wetlesen, arkitekt Peter Barfoed og biolog Andreas Brogaard Buhl samt knap 500 andre, der har skrevet under på underskriftsindsamlingen 'Grønnedal - Forsvarets "udlysning" af bygninger skal gå om nu', står sammen om at ville bevare Grønnedal i en eller anden form.

De mener, at Forsvaret bør opdele sit igangværende udbud for området ved selv at klare miljøoprydningen, men lader bygningerne stå og sender bygningerne i et separat udbud.

En ren grund vil nemlig være mere attraktiv for potentielle investorer, også inden for turismen, mener de. Men Forsvaret afviser blankt at ville opdele udbuddet.