Forhandlinger i gang om Grønnedal-oprydning

Det er endnu uklart, hvad miljøoprydningen i Grønnedal præcist skal indeholde, selvom Forsvaret har sendt opgaven i udbud.
Grønnedal bliver ryddet næste år, hvis alt går efter Forsvarets plan.
10. november 2015 16:13

For nyligt kunne Forsvaret oplyse, at fire danske selskaber og et amerikansk selskab er blevet prækvalificeret til et udbud, der omfatter miljøoprydning og nedrivning af den tidligere flådestation og Forsvarets tilhørende bygninger i Grønnedal.

Læs også Grønnedalsentusiast: Det samme som at smide guld ud

Men ifølge Selvstyret ønsker man at få en politisk aftale på plads med Danmark, før udbuddet finder sted. 

I en mail til KNR oplyser Departementet for Natur, Miljø og Justitsområdet, at:

Departementet har over for Forsvaret understreget, at vi finder det rigtig vigtigt, at der ikke laves et egentligt udbud, før der er indgået en politisk aftale. Dette for at sikre, at man er helt enige om, hvad oprydningen skal indeholde.

Det sker, efter at Forsvaret forlod området i 2012 og i stedet flyttede sit engagement til Nuuk i form af Arktisk Kommando.


Udbud er i gang

Hos departementet håber man, at aftalen kommer til at indeholde en række detaljerede krav til nedrivningen af bygninger, miljøoprydningen og reetableringen af Grønnedal-området.

Læs også Fem firmaer kæmper om oprydning i Grønnedal

En opgave, som Forsvarsministeriet samlet har budgetteret til mellem 125 mio. kroner og 300 mio. kroner. Det sker, da det er uvist, præcist hvor omfattende miljøforureningen er, og hvad omrydningen derfor vil koste.

Men ifølge udbudsbekendtgørelsen skal de prækvalificerede selskaber afgive deres bud på opgaven senest i slutningen af november - altså i indeværende måned. Herefter forventer Forsvaret at indgå en kontrakt om opgaven i begyndelsen af februar 2016, mens det valgte selskab skal starte oprydning og nedrivningen i Grønnedal senest 1. maj næste år.

Læs også Grønlandsudvalg skal drøfte Grønnedals fremtid

Hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse bekræfter man, at der foregår forhandlinger om ‘grundlaget for miljøoprydningen’.

Der vil dog ikke blive mulighed for at ændre i udbuddet, for eksempel ved at adskille miljøoprydningen og nedrivningen af bygningerne, oplyser styrelsen i en mail til KNR.