Juraprofessor om dobbeltlukkede døre i sagen om skuddrama: Kun hvis det er absolut nødvendigt

Sagen om den 20-årige mand, der onsdag skød mod en helikopter i Narsaq, foregår bag dobbeltlukkede døre. Det kan være problematisk, siger juraprofessor Sten Schaumburg-Müller.
Som udgangspunkt er lovgivningen indrettet efter, at offentligheden skal have mulighed for at få viden om sager ved domstolen, siger juraekspert.
27. marts 2023 14:18

Et skuddrama udviklede sig onsdag eftermiddag, hvor en mand skød mod en helikopter, der netop var landet i Narsaq.

To personer blev ramt af skud, mens tre personer kom til skade. Alle er uden for livsfare, oplyste Grønlands Politi onsdag.

En 20-årig mand er anholdt for angrebet og blev torsdag fremstillet i Kujalleq Kredsret i Qaqortoq.

Dommeren har besluttet, at manden skal tilbageholdes i 28 dage.

Grønlands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvad motivet bag hændelsen er, da politiet har begæret dobbeltlukkede døre i kredsretten.

- På grund af sagens karakter har vi begæret dobbeltlukkede døre i kredsretten, og derfor er det stærkt begrænset, hvad vi kan oplyse om sagen, udtaler vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard, der er linjechef for efterforskningen, i en pressemeddelelse.

Dobbeltlukkede døre betyder, at selve forhandlingen om, hvorvidt en sag skal foregå bag lukkede døre, også foregår bag lukkede døre.

Dermed har offentligheden ikke adgang til fremstillingen, og får derfor heller ikke kendskab til, hvilken sigtelse der er tale om, eller hvordan den 20-årige har forholdt sig til den. 

Grunden til at politiet ønsker dobbeltlukkede døre er ofte, at politiet og anklagemyndigheden ikke har klart overblik over, hvad der er foregået i sagen. Det forklarer professor i jura ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller.

- Det kan være meget fornuftigt ikke at sige noget, hvis man ikke helt ved, hvad der er foregået endnu. Så kan det være godt at vente med en præcisering, indtil man er mere klar over, hvad der er foregået, siger Sten Schaumburg-Müller.

Problematisk for samfundet

I udgangspunktet er lovgivningen indrettet efter, at offentligheden skal have mulighed for at få viden om de sager, der kommer for domstolen.

- Men der er nogle andre hensyn, som den grønlandske retsplejelov forsøger at afveje, og det er ikke altid helt let. Det kan være forskellige detaljer, som politiet skal have klarhed over, inden det bliver omtalt, siger Sten Schaumburg-Müller og fortsætter:

- Hvorvidt det kan begrunde de dobbeltlukkede døre, det er jeg lidt i tvivl om i denne her sag.

Der er nemlig ingen tvivl om, at sagen har offentlighedens interesse, siger juraprofessoren.

Og det er også kun, når det er absolut nødvendigt, at en sag skal foregå bag dobbeltlukkede døre, vurderer han.

- Set fra min stol er det problematisk for samfundet. Det er kun noget, man skal bruge, hvis det er absolut nødvendigt. Det kan det være i nogle sager, men det er ikke noget, man skal smide om sig med, fordi det er rarest eller mest behageligt, siger Sten Schaumburg-Müller.

KNR var tilstede ved fremstillingen af den sigtede ved Kujalleq Kredsret, hvor KNR proteresterede imod afgørelsen om dobbeltlukkede døre i sagen. 

Ifølge dommeren ønskede både forsvarer og anklager dobbeltlukkede døre, hvorfor dommeren accepterede.