Skuddrama i Narsaq: 20-årig mand tilbageholdes i 28 dage

Kujalleq Kredsret i Qaqortoq har torsdag besluttet at politiets anholdte i forbindelse med skudepisoden i Narsaq skal tilbageholdes i 28 dage, mens politiet fortsætter efterforskningen.
To personer blev ramt af skud og yderligere tre kom til skade i forbindelse med skuddramaet i Narsaq. Foto © : KNR / Christine Hyldal
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
23. marts 2023 17:38

Den 20-årige mand, som politiet har anholdt for at stå bag skudepisoden i Narsaq, er torsdag klokken 15 blevet fremstillet i Kujalleq Kredsret i Qaqortoq.

Her har dommeren besluttet, at manden skal tilbageholdes i 28 dage.

Det bekræfter vagtchef ved Grønlands Politi Palle Augustinussen til KNR.  

Politiet kan ikke oplyse yderligere om, hvad der er sket under fremstillingen, eller hvordan sigtelsen lyder, fordi dommeren imødekom anklagemyndighedens begæring om dobbeltlukkede døre.

Dobbeltlukkede døre betyder, at offentligheden ikke har adgang til fremstillingen, og derfor heller ikke får kendskab til, hvilken sigtelse der er tale om, eller hvordan den 20-årige har forholdt sig til den.  

To personer er ramt af skud

Skuddramaet fandt sted i Narsaq onsdag eftermiddag.

Her har den 20-årige eftersigende skudt mod en helikopter, som netop var landet i heliport-området. I forbindelse med skuddene er to personer blevet ramt.

Yderligere tre personer kom til skade, fordi projektiler har ramt genstande, der er gået i stykker, og har ramt dem.  

Alle personer er ifølge politiet uden for livsfare.

Grønlands Politi modtog anmeldelsen om skyderiet i Narsaq onsdag klokken 16:50. Politiet kunne en halvtime senere fortælle, at de havde anholdt den 20-årige mand.

Grønlands Politi er i gang med efterforskningen og vil få assistance fra Danmark i form af kriminalteknikere.