Tema: Fiskerilov

Alt på ét bræt: Kim Kielsen sætter posten på spil

Det er vigtigt, at der bliver stemt en ny fiskerilov igennem i Inatsisartut. Hvis det ikke lykkes, er naalakkersuisoq for fiskeri og fangst klar til at trække sig.
Kim Kielsen har været naalakkersuisoq for fiskeri og fangst i under et år - men han er klar til at gå allerede nu, hvis han ikke får stemt en lov igennem. Foto © : KNR / Malik Brøns
17. april 2024 07:46

- Så skal jeg helt sikkert trække mig tilbage som naalakkersuisoq. Så har jeg ikke gjort mit arbejde godt nok.

Så klar i spyttet er naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Kim Kielsen (S), når KNR spørger ham, hvad konsekvensen ville være, hvis hans bud på en ny fiskerilov ikke bliver stemt igennem i Inatsisartut.

Det var den samme melding hans partifælle og forgænger Karl Tobiassen kom med, da han satte sig i stolen som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst. Tobiassen lovede en ny lov indenfor et år. Det skete aldrig.

Derfor måtte Tobiassen tage sit pæne tøj og gå efter knap halvandet år med ansvaret for landets vigtigste erhverv.

Ny lov er nødvendig

Men Kim Kielsen understreger, at forslaget til en ny fiskerilov ikke skal handle om afsenderen, men i stedet om modtageren:

- Det handler ikke om mig som person, det handler om samfundet og de 2.200 mennesker der lever af fiskeriet.

Loven har da også været over 20 år undervejs. Alligevel har flere kritiske stemmer klaget over, at det er gået lige lovligt stærkt her hen mod slutningen på det ellers lange forløb.  

Blandt andet ordfører for Naleraq, Jens Napãtôk. Han udtrykte stor bekymring under førstebehandlingen af loven i Inatsisartut:

- Selvstændige fiskere og firmaer vil blive negativt påvirket. Man er ved at begrave fiskerne levende med denne lovgivning, sagde Jens Napãtôk.

Alligevel holder Kim Kielsen fast i, at det er på tide med en ny lov – her og nu:

- Loven har eksisteret siden 1996. Af den grund er det på tide at få en ny. Det var derfor, vi oprettede to kommissioner. En i 2017 og en i 2019. Og det er ud fra dem, man har arbejdet med forslaget, siger han.

Fakta om fiskeriloven

I ikke mindre end 20 år har en ny fiskerilov været på vej.

Den, der gælder nu, er fra 1996, og der har været lavet mange tilføjelser eller ændringer siden da. 

I 2021 kom Fiskerikommissionen med en række anbefalinger til, hvordan fiskeriloven kan se ud.

Embedsmændene i Departementet for Fiskeri lavede et forslag til en ny lov. Høringsfristen sluttede onsdag 24. januar 2024.

Både lokalpolitikere og fiskere rasede over, at de ikke kunne nå at tage stilling til lovforslaget på otte uger.

Sidst i marts afleverede Kim Kielsen (S), naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, det endelige fiskerilovforslaget til Inatsisartut.

Under forårssamlingen skal Inatsisartut behandle fiskeriloven.


Vi har ramt noget

Kim Kielsen anerkender dog, at der er mange følelser i klemme, når det handler om fiskeriet. Ikke kun for fiskerne selv. Der er også kultur og identitet forbundet med erhvervet – som er meget mere end bare det:

- Det er ikke så underligt, det er fordi, vi har ramt noget, at der bliver reageret, siger Kim Kielsen.

Samtidig handler det om landets med længder vigtigste erhverv – i hvert fald målt på kroner og øre. Netop derfor er det så vigtigt, at loven følger med tiden og kan sikre Grønlands økonomi – også i fremtiden:

- 95 procent af landets omsætninger kommer fra fiskeriet, derfor udligner vi fiskeriet med den nye lov, siger Kim Kielsen.