Karl Tobiassen trækker sig også som naalakkersuisoq

Endnu en naalakkersuisoq trækker sig. Denne gang er det Karl Tobiassen.
Karl Tobiassen har siddet som Naalakkersiusoq for Fiskeri- og fangst siden april 2022. Foto © : Ane-Marie Petersen/KNR
22. september 2023 12:13

På efterårssamlingens første dag er der nu to ministre, der har trukket sig. Mimi Karlsen (IA), der var naalakkersuisoq for sundhed, skal være formand for Inatsisartut - og nu trækker Karl Tobiassen (Siumut) sig også som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst.

Det siger Muté B. Egede (IA), der er formand for Naalakkersuisut, fra talerstolen.

Karl Tobiassen har selv bedt om at gå af. 

- Når man som medlem af naalakkersuisut giver et løfte til Inatsisartut, skal man overholde det. Jeg har ikke formået at færdiggøre fiskeriloven. Alt ansvaret ligger hos mig. Jeg har ingen andre at skyde skylden på, derfor tager jeg ansvaret og har givet mit ønske om at trække mig, siger han til KNR.

Den nu tidligere naalakkersuisoq sætter sig tilbage i salen som menigt medlem af Inatsisartut. 

- Jeg ser med glæde frem til at genoptage mit hverv og samarbejde i Inatsisartut, siger han i en pressemeddelelse, der netop er sendt ud.

Et år som naalakkersuisoq

Karl Tobiassen blev i april sidste år naalakkersuisoq for fiskeri og fangst.

Han fik blot 111 stemmer, da der var valg til Inatsisartut i 2021. Det rakte ikke til en plads i parlamentet – men hans navn kom til at stå øverst på stedfortræderlisten. 

Men så skete der noget. Qarsoq Høegh-Dam trak sig på grund af en gammel hashsag, der endte med en bøde. Han forventede ikke, at parlamentet ville godkende ham som egnet til Inatsisartut. 

Og så fik Karl Tobiassen hans stol i salen. I april sidste år blev det dengang 57-årige hovedbestyrelsesmedlem i KNAPK udnævnt til naalakkersuisoq for fangst og fiskeri. En meget betydningsfuld post med meget udskiftning.

- Jeg får ansvaret for store opgaver. Jeg vil gøre mit bedste for at lette vilkårene for fiskerne og fangerne, sagde Karl Tobiassen i april sidste år til KNR.

Den forsinkede fiskerilov

Da han overtog området, lå der mange opgaver på hans bord. Blandt andet en ny fiskerilov, der skal være færdig inden for de kommende år. Loven var allerede i 2022 forsinket, skrev KNR sidste år.

Fiskerikommissionen kom tilbage i 2022 med en række anbefalinger til den nye lov. Blandt andet var det en anbefaling, at loven skal være med til at modernisere fiskeriet og gøre det mere bæredygtigt.

Det skal ske for at sikre, at der også er fisk at fange i fremtiden, og fangerne derved også fremadrettet kan tjene penge.

Karl Tobiassen trækker sig nu, fordi han ikke kan leve op til det løfte, han gav sidste år, da han tiltrådte.