Kalaallit Airports siger nej tak til atlantafgift
Det er ikke en særligt god løsning at lukke økonomiske huller i landets lufthavne ved at lægge en afgift på de passagerer, der rejser ind og ud af landet.
Det mener bestyrelsesformand i Kalaallit Airports, Johannus Gunnar Egholm Hansen. En afgift vil nemlig give højere priser.
- En forhøjelse af prisen med den her såkaldte atlantafgift vil slå igennem i form af et lavere cashflow og et lavere passagerantal hos Kalaallit Airports.
Idéen om en afgift kommer fra Naalakkersuisuts forslag til finansiering af lufthavnspakken, der var i høring i starten af året. Atlantafgiften skal finansiere det underskud, der vil opstå i Mittarfeqarfiit, når de nye lufthavne står klar.
En af hensigterne med lufthavnspakken er at give billigere flybilletter for at hjælpe turismen på vej, men en atlantafgift vil trække i den helt anden retning, siger Johannus Gunnar Egholm Hansen.
- Forhøjer du priserne på noget, så er der færre der køber det.
Og det hænger altså ikke sammen med idéen med lufthavnspakken, siger bestyrelsesformanden.
- Det er ikke så forenligt med, at man så samtidig hæver priserne fremfor at sænke priserne. Så det er det vi mener med den kommentar om at det har den modsatte effekt af det der var den oprindelige hensigt.
LÆS OGSÅ Ny flyafgift skal finansiere underskudslufthavne
Kalaallit Airports er også bekymrede for at risikoen for højere billetpriser og færre passagerer vil gå ud over økonomien i selskabet. Det vil nemlig give ringere vilkår for at låne de penge, der er nødvendige for at kunne bygge lufthavnene.
Johannus Gunnar Egholm Hansen tilføjer desuden, at det er uklart hvilke ruter afgiften skal pålægges. Om det udelukkende er mellem Nuuk og København eller også for eksempel mellem Island og Kulusuk.
Derfor anbefaler selskabet, at få bragt mere klarhed om afgiften og få effekterne analyseret bedre inden man beslutter sig for at indføre den.
LÆS OGSÅ Nye lufthavne vil sikre mindre CO2-udledning
Både Air Greenland og Visit Greenland har også udtrykt sig skeptisk omkring idéen om en atlantafgift, som de to selskaber, mener vil give færre passagerer.
Kalaallit Airports mener selv, at underskudet i Mittarfeqarfiit rimelig hurtigt kan finansieres af udbytte fra Kalaallit Airports, så det ikke bliver nødvendigt med en afgift.
LÆS OGSÅ Ny analyse afslører milliardbesparelse på nye lufthavne
LÆS OGSÅ Bygder affolkes med nye lufthavne
LÆS OGSÅ Finansloven udskyder nye lufthavne