Koalitionspartier om færre fødesteder: Jeg ville ønske, at der var flere
Fra fem til to.
Sådan lyder sundhedskommissionens anbefaling om, hvor mange fødesteder der skal være i hele landet.
Men det forslag møder kritik.
Både mødre, jordemødre og eksperter har kaldt forslaget for en dårlig idé, og det samme gør koalitionspartierne IA og Siumut nu også.
- Vi mener ikke, at det er den bedste hensigt, siger Mala Høy Kuko (S) til KNR.
Og hos IA mener de derimod, at der burde være flere fødesteder i vores udstrakte land.
- Jeg ville ønske, der var flere, siger Agathe Fontain (IA).
Man skal kunne føde i sin hjemby
Koalitionspartierne mener nemlig ikke det er hensigtsmæssigt med færre byer som fødesteder.
- Vi ønsker så vidt muligt at opnå, at den gravide mor undersøges af jordemoder, får rådgivning og vejledning, uanset om hun skal føde i en anden by, siger Agathe Fontain.
Og i Siumut mener man, at netop det skal være muligt i den by, man bor i.
- Det skal være en mulighed de fleste steder i Grønland uden at skulle forlade sin by. Det er meget vigtigt for os. Og det må der kæmpes for at opnå, siger Mala Høy Kuko.
Landslægeembedet fortæller, at knap halvdelen af de 766 fødsler i Grønland i 2021 foregik udenfor mødrenes hjemby.
Og knap 70 procent af alle kvinder, som føder i Grønland, gør det i Nuuk. Det skyldes især manglende bemanding på de andre fødesteder, som betyder, at man er nødt til at føde i Nuuk, hvis der er den mindste risiko for komplikationer.
Lyt til anbefalingen
Hos Atassut er tonen dog en anden.
- Undersøgelsen er realistisk, det må vi lytte til, siger Aqqalu Jerimiassen.
Samtidig bemærker han også, at sundhedsvæsenet fylder mest i finansloven. Der er afsat 1,7 milliarder kroner til sundhedsvæsnet i år.
Og efter debatten om at bevillingen ikke er nok, mener Atassut at anbefalingen om færre fødesteder må følges.
- I så fald har vi en opgave i at løse, at pengene er for få. Sådan er situationen hvert år. Så længe situationen er sådan, kan det ikke være anderledes, anbefalingen er et budskab, siger Aqqalu Jerimiassen.
De fem fødesteder i landet ligger i dag i Nuuk, Ilulissat, Sisimiut, Qaqortoq og Tasiilaq.