Stine Egede: Jeg har arvet en rodet økonomi

Borgmesteren gav et løfte om, at hun ville rydde op i kommunens økonomi, da hun blev valgt. Fire år efter har hun indset, at udfordringen var for omfattende.
Stine Egede har været borgmester i Kommune Kujalleq siden 2021. Foto © : KNR
10. december 2024 07:26

28. november kunne Kommune Kujalleq præsentere budgettet for 2025. 

Og ligesom de seneste par budgetter fra kommunen, har der igen i år været tale om en større spareøvelse, hvor der skulle sættes en stopper for det store underskud. 

Kommunalbudget Kujalleq

Kommunalbestyrelsen godkendte den 28. november kommunens budget for 2025. 

Kommunen budgetterer med et drift-og anlægsbudget på 663 millioner. 

Skatteprocenten forbliver uændret på 27 procent.

Det har været nødvendigt at finde besparelser på i alt 20 mio. 

På nuværende tidspunkt er budgettet overskredet med 33 millioner kroner i forhold til budgettet for 2024 - og aktuelt er der blevet brugt 19 millioner af kassekreditten. 

Denne gang skal der skabes besparelser for hele 20 millioner kroner. 



Alligevel er borgmesteren glad for det budget, som netop er blevet godkendt i kommunalbestyrelsen: 

- Jeg er tilfreds. Selvfølgelig kunne det være meget bedre. Ud fra vores nuværende situation har vi præsenteret det bedst mulige.



Borgmesterens bombe

For det er nemlig en helt særlig situation, de står i Kommune Kujalleq.


I april opdagede Økonomiudvalget, at der ikke var blevet betalt skat til selvstyret i tre måneder. Et beløb der havde vokset sig til cirka 40 millioner kroner.

- Vi troede, vi var på rette vej indtil foråret. Men så eksploderede bomben i april, siger Stine Egede og fortsætter: 

- Det viste sig, at kommunen havde undladt at betale skat i både 2019 og 2022. Desværre var vi ikke klar over det.



Selvom dette er slemt nok i sig selv, er den manglende skat dog kun toppen af isbjerget, og kommunens økonomiske udfordringer er langt større end som så: 



- Da vi startede i 2021, stod vi med et underskud på 37 millioner kroner, hvis vi ikke gjorde noget. Da vi lavede budgettet for 2022, måtte vi finde yderligere 30 millioner kroner, fortæller Stine Egede. 

Breve med bekymringer

Da Stine Egede satte sig i borgmesterstolen efter kommunalvalget i 2021 var det ellers med et løfte om, at hun ville få ryddet op i den rodede økonomi.

Det er altså ikke lykkes. Det er også borgmesteren egen vurdering: 

- Det må vi indrømme. For over et år siden søgte vi hjælp eksternt, og igangsatte analyser fra økonomivirksomheder. I disse undersøgelser viste det sig, at kommunen havde undladt at betale skat i både 2019 og 2022. 



Men problemer startede ifølge Egede langt før dette: 

- Vi har også for nylig fundet breve, der blev sendt til Kommune Kujalleq i 2020, før denne valgperiode, hvor selvstyret udtrykte bekymring over økonomien. Disse breve har vi først lige opdaget nu.



En arv af udfordringer

Ifølge Stine Egede stammer de fleste af problemerne fra før, hun overhovedet blev borgmester. 



- Hvis vi dengang havde kendt til de bekymringer, som blev nævnt i de breve, jeg tidligere nævnte, så ville vi have startet et helt andet sted og haft større fremskridt. 

For selvom Stine Egede selv har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2013, var hun ikke klar over, hvor skidt det stod til under tidligere borgmestre:

- Det har desværre været en udfordring for vores kommune, og vi arbejder nu hårdt for at ændre en mangeårig kultur, hvor nødvendige oplysninger ikke blev videregivet til politikerne. Det har været en væsentlig udfordring.

Men selvom der stadig ikke er kommet orden i økonomien, har Stine Egede tænkt sig at tage fire år mere på borgmesterposten, og stiller op når der er valg i april:


- Ja, jeg stiller op igen. Jeg mener, opgaven er langt fra færdig. Vi er kun lige begyndt på oprydningen, og vi har først nu taget de første skridt mod at rette op på kommunens alvorlige økonomiske situation.