Kommune Kujalleq skylder 40 millioner kroner i skat
Det sejler for Kommune Kujalleq. I hvert fald hvis man kigger i pengekassen.
Mange bogføringsfejl i Kommune Kujalleq har ført til et overforbrug på otte millioner kroner i forhold til budgettet for 2024.
Derudover er økonomiudvalget i april blevet opmærksomme på, at der ikke er blevet betalt A-skat til Selvstyret i tre måneder. Det svarer til cirka 40 millioner kroner.
Det skriver kommunen på sin hjemmeside.
Kommunen vil derfor udvide sin kassekredit i banken fra 25 millioner kroner til 100 millioner kroner. Hvis ikke det er muligt, overvejer kommunen at optage et banklån. Det godkendte en enig kommunalbestyrelse på sit møde 22. maj.
Den grelle situation kommer bag på borgmester i Kommune Kujalleq Stine Egede (IA).
- Jeg blev selvfølgelig meget overrasket, har det ubehageligt og føler mig utryg, siger hun til KNR.
- Men vi begyndte straks at handle, da vi blev klar over situationen. Og heldigvis godkendte den samlede kommunalbestyrelse økonomiudvalgets anbefaling, nemlig at kassekreditten skal hæves til 100 millioner kroner, fortsætter borgmesteren.
Kommunen har henvendt sig til finansdepartementet. Nu venter de på at få en godkendelse fra naalakkersuisut til kassekreditten eller banklånet afhængig af, hvad det bedst kan svare sig.
Hvordan kan det gå så galt?
Det kan kommunen øjensynligt ikke svare på endnu. Forvaltninger er nu i gang med at undersøge, hvilke bogføringer og betalinger der er årsag til det store merforbrug.
Og alle er da heller ikke helt tilfredse i kommunen. Økonomiudvalget retter kritik mod økonomiforvaltningen. De skulle nemlig have orienteret udvalget, da det gik op for dem, at at kommunen skyldte A-skat til Selvstyret.
Økonomiforvaltningen har fremlagt, hvordan de vil undgå fejl af den slags i fremtiden. Nu håber kommunalbestyrelsen, at det ikke kommer til at gentage sig.
Ledelsen har også drøftet en genopretningsplan for 2024, så der kan komme styr på budgettet. Og så skal økonomipersonalet oplæres inden længe.
Tilbage i november 2023 meldte kommunen ud, at skatteprocenten ville blive sat ned med én procent for borgerne.
Hvad betydning får det for borgerne?
Ingen ifølge borgmesteren.
Hun forsikrer, at kommunen tager situationen alvorlig, og at de betaler sine regninger. Desuden vil det økonomiske tilsyn blive forbedret.
- Jeg skal understrege, at det her ikke får indflydelse på kommunens økonomiske formåen på andre området. Vi ændrer ikke på vores stramme økonomiske kurs, men vi skal ikke spare yderligere. Derfor kan borgerne være rolige, siger hun.
Økonomidirektøren har præsenteret en plan og har lovet, at halvårsregnskabet for 2024 kan præsenteres i starten af august, hvor der vil være en ny vurdering af situationen.