Kujalleq: Skatteprocenten bliver sat ned
Hvis du bor i Kommune Kujalleq , kan du se frem til et mindre skattetryk. I 2024 falder kommuneskatten med én procent.
Det skriver Kommune Kujalleq i en pressemeddelelse.
Faldet betyder, at alle borgere i kommunen fremover skal betale 27 procent i kommuneskat fremfor 28 procent. Derved falder den samlede skat også fra 44 procent til 43 procent.
Projekter i støbeskeen
Om det nye budget siger borgmester Stine Egede i pressemeddelelsen:
- Jeg er meget tilfreds med, at alle var enige om en nedsættelse af skatteprocenten og at der er så stort fokus på effektivisering og også på den tidlige indsats i vores kommune.
Nogle af pengene går netop til den tidlige indsats for børn og unge, når socialområdet får flere penge til at styrke børn- og ungeområdet. Men også de handicappede får bedre vilkår.
I budgettet er der også prioriteret blandt andet en ny daginstitution og kloakering i Nanortalik samt asfaltering i Qaqortoq og byggeprojekter i Qummut-området i Qaqortoq.
Men de mange projekter stopper ikke her. Byrådet er enige om, at Stine Egede skal se på mulighederne for at låne penge til blandt andet en daginstitution og ældreboliger i Qaqortoq og personaleboliger i Narsaq og Nanortalik.
Derudover er der blevet afsat midler til at kompetenceudvikle alle på ledelsesniveau på skoler, daginstitutioner, kultur og fritidsområdet samt Majoriaq i kommunen.
I 2024 skal kommunalbestyrelsen også planlægge en fremtidig prioritering af renovering af kommunens haller og legepladser, og se på, om der er en effektiviseringsgevinst ved et nyt rådhus, og hvordan det byggeri kan finansieres.