Naalakkersuisoq om forældretests: Jeg har aldrig lovet noget

En uge efter, at Aqqaluaq B. Egede fortalte, at danske kommuner ville droppe tests i anbringelsessager, trækker han nu i land. Det var den danske minister, der gav det løfte, siger han.
Det er fuldstændigt op til de danske kommuner at vurdere, om de vil bruge psykologtests i anbringelsessager med grønlandske forældre. Selvom Aqqaluaq B. Egede fredag 15. november fortalte, at kommunerne ville stoppe med at bruge dem. Foto © : KNR
25. november 2024 14:27

Artiklen er opdateret med svar fra den danske Social- og Boligminister tirsdag morgen.

- Jeg vil understrege, at jeg ikke har givet løfter. Det var den danske socialminister, der lovede at arbejde for at afskaffe denne praksis, som er blevet vurderet som fejlbehæftet.

Sådan siger naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede (IA), til KNR fredag formiddag.

Kun en uge efter, han i en pressemeddelelse fortalte, at danske kommuner ville stoppe brugen af de stærkt omdiskuterede psykologtests i forbindelse med forældrekompetenceundersøgelser af grønlandske forældre. 

En pressemeddelelse den danske socialminister Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet) gik i rette med, kun fire dage senere.

- Som social- og boligminister vil jeg opfordre til, at kommunerne i sager med familier med grønlandsk baggrund konkret overvejer at stoppe brugen af de kritiserede tests, skrev Sophie Hæstorp Andersen til KNR tirsdag 19. november. 

Ikke kun en opfordring

Der har altså været tale om en forvirrende form for tovtrækning, som ikke ligefrem fører til tryghed hos grønlandske forældre i Danmark. 

For en opfordring til en overvejelse er langt fra et opgør med de omstridte tests, som der ellers blevet lovet.

Onsdag morgen sad direktøren fra Børne- & Familieforvaltningen i Thisted Kommune - der har fjernet grønlandske Keira Kronvolds barn - da også i P1 Orientering og sagde, at kommunen ikke vil stoppe med at bruge psykologtests.

Hvad er forældrekompetenceundersøgelser?

Alle undersøgelserne udarbejdes efter de angivne retningslinjer. Indholdet af en forældrekompetenceundersøgelse kan variere, men forløber typisk således:

Opstartsmøde, som  foregår med forældre og sagsbehandler, samt psykologen, der skal foretage forældrekompetenceundersøgelsen. Opgavebeskrivelsen aftales, og indhold af undersøgelsesforløbet gennemgås, sådan at forælderen er bedst muligt forberedt på det forestående forløb. Praktiske aftaler om tid, sted og varighed træffes.

Gennemgang af relevante sagsakter. Dette arbejde foretages af psykologen.

Kliniske interviews af forældre om bl.a. baggrund og livsforløb.

Testundersøgelser af forældre. Designet af testforløbet varierer, afhængig af opgaven. Det vil typisk dreje sig om personlighedstestning og testning af kognitive funktioner, samt testning af tilknytningsstil og relationelle evner.
Afhængig af opgaven, foretages der psykologisk testning af barnet. Dette aftales forud for undersøgelsen.

Samspilsobservationer. Tilrettelæggelse af observationer af samspil i familien varierer også i forhold til den specifikke opgave. 

Tilbageleveringsmøde, først med forældre og siden med forældre og sagsbehandler, hvor rapporten og undersøgelsesresultaterne gennemgås.

Kilde: www.forældrekompetenceundersøgelse.dk

Derfor kunne man argumentere for, at Aqqaluaq B. Egede har været lidt for hurtig på aftrækkeren og dermed givet grønlandske forældre i Danmark falske forhåbninger. 

Men det mener naalakkersuisoq ikke selv. Han har bare videreformidlet det, som den danske minister sagde på mødet: 

- Hvis den danske minister har givet os et løfte, er det hendes ansvar at handle korrekt og levere på det løfte. Derfor valgte jeg at meddele det til pressen, slår han fast. 

Derfor er naalakkersuisoq for børn og unge også overrasket over, at socialministeren nu kun taler om at opfordre kommunerne til at overveje at stoppe brugen af de omdiskuterede tests.

- Jeg er ikke enig i, at det blot var en opfordring. Ministeren har lovet at afskaffe praksissen, og vi ser det som en menneskerettighedskrænkelse og en krænkelse af børns rettigheder, siger Aqqaluaq B. Egede.

Løfter uden lovgivning

Men som KNR tidligere har beskrevet kan socialministeren slet ikke tvinge kommunerne ikke at bruge de omstridte tests. Det er nemlig kommunalbestyrelserne i de danske kommuner, der fastlægger sagsbehandlingerne.

- Det er kommunalbestyrelsens kompetence på baggrund af lovgivningen at tilrettelægge den konkrete sagsbehandling i børnesager, skrev socialministeren til KNR 19. november. 

Derfor virker det også noget aparte, at Aqqaluaq B. Egede var ude at love, at de danske kommuner ville stoppe brugen af dem. 

Alligevel holder Aqqaluaq B. Egede fast i, at Sophie Hæstorp Andersen ved mødet lovede ham, at de danske kommuner ville ændre deres praksis: 

- Først afgives løfter til Grønlands regering om en bestemt indsats, men handlingerne viser noget helt andet. Derfor mener jeg, at denne sag skal løftes til hele den danske regering. 

KNR har bedt den danske Social- & Boligminister om et svar på Aqqaluaq B. Egedes udtalelser. I et skriftligt svaret forholder hun sig ikke konkret til naalakkersuisoqs påstand om, at hun på deres møde skulle have lovet, at man ville stoppe brugen af forældretests. 

Hun gentager i stedet hendes tidligere udmelding om, at hun har opfordret kommunerne til at stoppe brugen af forældretests. 

- Jeg har haft et møde med min grønlandske kollega Naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede forrige fredag. Vi er helt enige om, at der ikke skal bruges test, der ikke tager behørigt højde for familiers samlede situation, herunder deres grønlandske sproglige og kulturelle baggrund. Brugen af test i sådanne tilfælde bør efter min opfattelse stoppe.

- Jeg har på den baggrund skrevet til alle landets kommuner og opfordret dem til, at de i sager med familier med grønlandsk baggrund overvejer at stoppe brugen af de kritiserede tests. Det er nemlig kommunalbestyrelsens kompetence på baggrund af lovgivningen at tilrettelægge den konkrete sagsbehandling i børnesager, skriver den danske Social og Boligminister til KNR.