Iskunstner genopfører isbro ved klimatopmøde

I forbindelse med åbningen af FN's klimatopmøde i København afslører den norske kunstner Vebjørn Sand, en "isbro" på Christiansborg Slotsplads i København.Her i Grønland kender vi den norske kunstner fra den isbro han opførte i Ilulissat i januar i år.
Skrevet af Karsten Sommer
20. november 2009 05:58

Vebjørn Sands første isbro blev bygget i Antarktis i 2006. I 2007 blev en tilsvarende bro af is rejst ved FN-bygningen i New York, og i Ilulissat i januar måned.

Isbroen bygges efter tegninger af den legendariske multikunstner, Leonardo da Vinci, fra 1502, og projektet er et forsøg på gennem kunsten, at illustrere konsekvenserne af global opvarmning.

Isbroen, der afsløringes lørdag den 5. december, ventes at smelte bort i løbet af klimatopmødet, og indgår i en række af kulturelle begivenheder. Kunstneren Inuk Silis Høegh bidrager også med sit 21 meter høje isbjerg, som rejses ud for Nordatlantens Brygge.

Høeghs installation består dog ikke af rigtig is, som Vebjørn Sands isbro, men er sat sammen af fotos af isbjerge fra forskellige steder i Grønland.