Inuit Ataqatigiit: Opret ny anstalt i Kangerlussuaq og indfør fodlænke

Partiet vil indføre fodlænke og oprette en midlertidig anstalt i Kangerlussuaq.
Står det til Inuit Ataqatigiit, skal Kangerlussuaq rumme en midlertidig anstalt, så ventelisten for afsoning kan bringes ned. Foto © : KNR
15. september 2020 13:50

Det er uacceptabelt, at 64 dømte personer går frit rundt, selv om de har fået en dom til afsoning. Det mener Inuit Ataqatigiit.

Partiets folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen vil derfor have indført fodlænke til dømte, ind til der er plads til dem i anstalterne.

- Vi skal have overgrebsmænd bag lås og slå. Hvis ikke i anstalterne, hvor der i dag ikke er plads, så må vi etablere fodlænker, siger hun.

LÆS OGSÅ Seksuelle forbrydere går frit og venter på afsoning

Det er i dag muligt at afsone med fodlænke i nogle sager i Danmark.

Fodlænken er elektronisk og giver besked til myndighederne, hvis en dømt person bevæger sig udenfor en bestemt radius af sit hjem.

Det er især i de større byer herhjemme, at man bør indføre fodlænke til dømte, som har begået mindre forbrydelser, mener IA.

IA: Opret midlertidig anstalt i Kangerlussuaq

Tidligere på måneden kunne KNR fortælle, at 64 dømte personer i øjeblikket går frit rundt og venter på at afsone. Det sker, fordi der er ventelister til anstalterne. 

25 af de 64 personer har begået seksuelle overgreb. 15 af de 25 personer har begået seksuelle overgreb mod børn under 15 år.

For de alvorlige forbrydelser som personfarlig kriminalitet, herunder vold og seksuelle overgreb, er en fodlænke dog ikke tiltrækkeligt, mener IA. 

Venteliste i Kriminalforsorgen

 

Personer der venter på at afsone deres dom, opholder sig i ni byer og fire bygder her i landet.

 

Af dem er:

  • 25 dømt for sædelighedskriminalitet (heraf 15 mod børn under 15 år)
  • 21 dømt for voldssager
  • 13 dømt for lov om euforiserende stoffer
  • 5 dømt for tyveri, berigelseskriminalitet og lignende.


Kilde: Kriminalforsorgen i Grønland

I stedet bør man etablere en ny anstalt i Kangerlussuaq, siger Aaja Chemnitz Larsen:

- Personfarlig kriminalitet bør prioriteres højere i forhold til afsoning i anstalterne, mens fodlænke kan bruges ved mindre lovovertrædelser. Det er nemlig urimeligt og re-traumatiserende for ofre at se deres overgrebsmænd gå frit rundt.

Børnetalsmanden i MIO,  Aviâja Egede Lynge, finder det "alarmerende", at særligt børn kan møde deres krænker, selv om der er faldet dom.

LÆS OGSÅ Børnetalsmand om ventelister til anstalt: Det er alarmerende

Den danske justitsminister, Nick Hækkerup (S), er efter KNRs dækning gået ind i sagen. 

- Jeg har igangsat et arbejde for at finde flere anstaltspladser for at kunne forhøje foranstaltningsniveauet yderligere. Jeg vil sammen med Naalakkersuisut tage stilling til, hvordan sådanne pladser skal anvendes, skriver justitsministeren til KNR. 

Men det er ikke godt nok, siger Aaja Chemnitz Larsen. For Kriminalforsorgen i Grønland er økonomisk presset og mangler desuden medarbejdere. Derfor er der behov for både flere penge og en ny anstalt her og nu, mener hun.

- Der er behov for reelle løsninger allerede i dag – handling frem for ord – og her peger Inuit Ataqatigiit på fodlænker og en midlertidig anstalt, siger Aaja Chemnitz Larsen.