Imivik er snart klar igen: Måske får vi en ny lokal drik

Imivik har kæmpet for fortsat at kunne levere grønlandsk kildevand. Og til sommer er man klar til at producere på ny, mens de heller ikke afviser at udvikle nye varianter.
Imiviks flasker kommer også i fremtiden til at ligne de eksisterende. Foto © : Carsten Faurschou/KNR
Skrevet af Sebastian Trosborg
14. februar 2024 07:47

Grønlandsk produceret sodavand, øl, saft og vand har været et stort samtaleemne, siden Nuuk Imeq sidste år meldte ud, at de stoppede deres produktion efter 40 års virke i landet. 

For vandselskabet Imivik kunne det også betyde et farvel til produktionen, da Nuuk Imeq hidtil har stået for at tappe vandet i virksomhedens flasker. 

Men i stedet for at dreje nøglen om har den grønlandske virksomhed valgt at kæmpe for produktionen og tænke nyt efter lukningen af Nuuk Imeq. 

- Det har tvunget os til at omlægge vores produktion. Det gør vi på den måde, at vi skaber en tappe facilitet så tæt på kilden som overhovedet muligt i Qeqertarsuaq, siger Jørgen Wæver Johansen, der er administrerende direktør i Imivik.

NUUK IMEQS LUKNING

Nuuk Imeq var et øltapperi og læsedriksproducent, der var ejet af Royal Unibrew, Carlsberg og Kommuneqarfik Sermersooq.

De havde monopol på at tappe sodavand og øl her i landet.

Inatsisartut pålagde i efteråret 2022 naalakkersuisut at ændre emballagebekendtgørelsen og returpantsystemet.

Det betød, at Nuuk Imeqs monopol ophørte, fordi det fra 1. januar 2024 blev tilladt at sælge øl og sodavand på dåse, plast- og glasflaske uanset facon og størrelse, så længe emballagen indgår i returpantsystemet.

Nuuk Imeq valgte at lukke ned per 1. januar, da de ikke mente, at de kunne være konkurrencedygtige.

Den nye tappe facilitet kan have positiv indvirkning på det produkt, der kommer ned i Imiviks flasker. Vandet bliver nemlig tappet på flaskerne inden transporten.

- Vi håber, at det medfører, at vi får en endnu bedre kvalitet i det produkt, vi sælger til vores kunder, siger direktøren. 

Mulighed for nye produkter

Imivik har siden sin start i 2016 tilbudt grønlandsk kildevand. De sidder i dag på omkring halvdelen af det grønlandske marked for vand på flaske, ifølge Jørgen Wæver Johansen, der gerne ser virksomheden tappe andre produkter også. 

- Vi vil henover sommeren kunne starte vores produktion af vand og forhåbentlig andre produkter baseret på vand, siger han. 

Direktøren ser det dog ikke som en mulighed at genskabe produktionen af eksempelvis Faxe Kondi eller Coca Cola, som man så hos Nuuk Imeq. 

- De mærker ejes af nogle producenter, og de har nu fået en mulighed for at tjene flere penge til sig selv ved at sende produkter direkte til Grønland, siger Jørgen Wæver Johansen. 

Håb om nye samarbejder

Derfor vurderer han ikke, at producenterne bag ser nogen grund til at starte et nyt samarbejde, så Imivik må tænke i andre baner, hvis de vil skabe nye produkter med vandet fra Qeqertarsuaq. 

- Det bliver anderledes sodavands- og øl produkter, som vi kommer til at tappe, end dem, vi kender i dag, siger den administrerende direktør. 

Grønlænderne kan altså muligvis se frem til en lokal drik i fremtiden. Hvis der er den rette efterspørgsel, står Imivik i hvert fald klar til at stå for at tappe vand til produkterne. 

- Det afhænger igen af, om der er nogen, der vil købe vores produkter, og hvor dygtige vi er til at skabe de samarbejder, der skal til, siger Jørgen Wæver Johansen. 

Imivik bestræber sig på at kunne holde priserne på samme niveau som nu, men virksomheden kan først svare endegyldigt på det spørgsmål, når den nye produktion begynder.