Nuuk Imeq lukkede med et brag i dag
Da medarbejderne på Nuuk Imeq stemplede ind i morges, var det en helt speciel dag. Det er nemlig den sidste. For hovedstadens tapperi lukker.
En af dem, som havde sin sidste arbejdsdag, er Nuka Enoksen. Han har været ansat i 11 år, og han tapper sodavand.
- Det føles meget mærkeligt, siger han.
- Det er hårdt, og jeg kommer til at savne de andre. Jeg plejer at sige, at vi er som en stor familie.
- Heldigvis har jeg fået nyt arbejde. Fra 1. januar skal jeg arbejde hos Kalaallit Airports. Det er vi flere herfra, der skal, siger Nuka Enoksen.
- Men nogle af os bliver arbejdsløse.
Netop Kalaallit Airports har rakt ud til ansatte på Nuuk Imeq for at få dem i arbejde i den nye internationale lufthavn, der åbner i november næste år. Og det glæder Nuka Enoksen sig – trods alt -til.
- Det bliver til nye oplevelser og anderledes end det, jeg laver nu. Det glæder jeg mig meget til, siger den 55-årige tapperiarbejder.
Opgav kampen
Grunden til, at Nuuk Imeq lukker, er den nye emballagelov, der træder i kraft 1. januar. Det betyder, at der vil blive importeret andre emballager fra udlandet, og derfor mener Nuuk Imeq ikke, at det kan betale sig at køre selskabet videre. Selskabet opgav simpelthen kampen med dåser og flasker fra det danske marked på forhånd.
- Det værste jeg nogensinde har oplevet under mine bestyrelsesposter, sagde bestyrelsesformand Kuupik Kleist tilbage i april.
Og det betød, at cirka 50 medarbejdere skulle finde nyt job. Og det er også lykkedes for Ria Hansen. Hun er 39 år og har brugt de 18 af dem på at arbejde i Nuuk Imeq. Hun kører truck.
- Det gør ondt, at jeg skal forlade det nu. Det er meget sørgeligt, at vi ikke skal arbejde her mere, siger hun.
Egentlig skulle hun også være startet hos Kalaallit Airports, men hun ændrede mening. Hun vil i stedet for arbejde på Nuussuup Atuarfia.
- Det er meget spændende. Jeg har ikke arbejdet med mennesker i lang tid. Nu skal jeg bruge min uddannelse, siger Ria Hansen, der er uddannet socialhjælper.
Fra køkkendame til sikkerhedsvagt
Maren Blytmann på 46 år har arbejdet på tapperiet i 12 år. Hun er i køkkenet, men hendes nye job skal være sikkerhedsvagt i den nye lufthavn.
Det er din sidste arbejdsdag i dag. Hvordan har du det?
- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Jeg er både glad og trist. Det er sørgeligt, at vi skal forlade det her sted, fordi det skal lukke. Men det er også spændende, for jeg vil få en masse nye oplevelser og se mange forskellige mennesker i mit nye job.
Nuuk Imeq har tappet øl, sodavand og saft siden 1989. Læskedrikkene blev tappet på flasker, som blev genbrugt. Men nu passer pantautomaterne ikke til de nye flasker og dåser, som kommer fra det danske marked fra efter nytår.
Nuuk Imeq lukker dog ikke helt. Nogle få medarbejdere skal lukke tapperihallerne helt frem til august.