IA svarer forsigtigt efter Naajas exit

IA ønsker debat om uran-folkeafstemning og flygtninge, lyder det efter Naaja Nathanielsens exit. Partiet ønsker bl.a. at drøfte rammerne for en folkeafstemning, men kommer ikke med partiets eget bud på udformningen. Til gengæld fastholder IA et hak i bloktilskuddet.
Foto © : Angu Motzfeldt
09. marts 2016 08:25

Fredagens meddelelse om Naaja Nathanielsens exit fra Inuit Ataqatigiit er kun blevet mødt med en kortfattet melding fra partitoppen om, at man 'ærgrer sig over udmeldelsen' og 'tager beslutningen til efterretning'. 

En af årsagerne til udmeldelsen er bl.a., at Naaja Nathanielsen mener, at IA ikke har været klar i mælet om, hvorvidt partiet vil respektere udfaldet af en mulig uran-folkeafstemning eller ej.

Læs også Nathanielsen: Grønland bør modtage kvoteflygtninge

- Jeg er klar modstander af uran-udnyttelse, men mener, det er utroværdigt at fremsætte ønske om en folkeafstemning, hvis man ikke er parat til at lytte til folkets stemme, skriver Nathanielsen i sin pressemeddelelse fredag.

Men i en pressemeddelelse tirsdag oplyser IA, at det til foråret vil fremsætte et forslag i Inatisisartut om en folkeafstemning om uran-udvinding - og at partiet vil respektere udfaldet af afstemningen.

- Hvis der bliver en folkeafstemning, vil dens form blive tilrettelagt af Inatsisartut.

Partiet oplyser dog ikke, hvordan det selv ønsker, at en mulig folkeafstemning skal 'tilrettelægges'.

 

Flygtninge eller ej
Hverken formand Sara Olsvig eller næstformand Aqqaluaq B. Egede har været mulige at fange til en officiel kommentar efter partiets pressemeddelelse tirsdag.

KNR ville ellers gerne høre, hvor IA præcis står i sagen om bl.a. flygtninge til Grønland.

Partiet har tidligere meldt ud, at Grønland bør tage et større globalt ansvar. Men ifølge Naaja Nathanielsen har hun stået alene med forslaget om, at Grønland skal tage imod kvoteflygtninge og vil nu selv gå videre med sagen som løsgænger i Inatsisartut.

I stedet meddeler IA, at partiet ønsker en debat i Inatsisartut til foråret om emnet. 

- Det er nødvendigt med en åben meningsudveksling, og hvis vi skal agere i den globale ånd, må vi gøre det på en måde, så alle kan være med, skriver partiet og tilføjer, at det ikke kun er en politisk sag.

Læs også Naaja Nathanielsen melder sig ud af IA

 

Tvist om bloktilskud

Også IA's melding fra nytår om, at Grønland skal skære 10 mio. kroner i bloktilskuddet årligt har været i strid med Naaja Nathanielsens synspunkt.

- Det var naturligvis et problem i og med, at jeg var Inuit Ataqatigiits finanspolitiske ordfører, skriver hun.

I meddelelsen tirsdag fastholder partiet dog, at bloktilskuddet bør sættes ned, men oplyser ikke, om partiet har været enig om at melde dén holdning ud.

- Formålet med selvstyreaftalen er jo ikke, at vi skal fastholde størrelsen på bloktilskuddet. Inuit ataqatigiit vil endnu engang slå fast, at vi ønsker en åben dialog og samarbejde om dette spørgsmål.