IA og Siumut: Dansk finanslov sikrer gode initiativer til gavn for Grønland

Penge, der skal sikre, at børn kender deres rettigheder og fokus på Det Grønlandske Patienthjem. Dansk finanslov har initiativer, der glæder de to folketingsmedlemmer fra IA og Siumut.
Både Aaja Chemnitz Larsen (tv. på billedet) og Aki-Matilda Høegh Dam (th.) er tilfredse med den nye finanslov, som blev præsenteret i dag. Foto © : Siumut i Folketinget
06. december 2020 18:54

Tidligere i dag annoncerede den danske finansminister Nicolai Wammen (S), at en aftale er på plads om finansloven for 2021.

Og hos de to folketingsmedlemmer Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit og Aki-Matilda Høegh Dam fra Siumut er der glæde at spore over aftalen.

 - Jeg synes, at det har været en rigtig god dialog med finansministeren, og vi glæder os over det resultat, der er kommet, siger Aki-Matilda Høegh Dam (SIU).  

For Aaja Chemnitz Larsen (IA) har det i forhandlingerne været en topprioritet at sikre hjælp og bedre vilkår for udsatte børn i Grønland. 

- Det arbejde kommer vi til at understøtte med den nye danske finanslov, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Derfor har hun blandt andet prioriteret flere penge til Grønlands Råd for Menneskerettigheder, der skal være med til at sikre, at børn har viden om deres rettigheder.      

Filmpulje og penge til patienthjem

Og ifølge Aaja Chemnitz Larsen er det historisk, at der blandt andet er afsat cirka 27 millioner kroner til en rigsfællesskabspulje. Formålet med puljen er at yde tilskud til dokumentarproduktioner i Grønland, Færøerne og Danmark, som både grønlandske og færøske filmfolk kan søge.

LÆS OGSÅ Film.gl: Selvfølgelig blev Kampen om Grønland afvist ved festival

- Der er det historisk, at vi har kunnet samarbejde med at få hele 26,8 millioner kroner til en filmpulje, som skal handle om film om Grønland og Færøerne, siger Aaja Chemnitz Larsen.       

For Aki-Matilda Høegh Dam har det blandt andet været vigtigt at prioritere penge til at forlænge et forsøgsprojekt på Det Grønlandske Patienthjem i København.

Projektet blev igangsat sidste år og har blandt andet haft fokus på fysisk aktivitet i forbindelse med kræftbehandling. Over de næste fire er der afsat 4,4 millioner kroner til at fortsætte projektet.

- Næsten alle vores forhandlingsoplæg er på den ene eller anden måde kommet ind i finanslovsaftalen, og det er vi meget tilfredse med, siger Aki-Matilda Høegh Dam.

LÆS OGSÅ Kræft på finansloven: Syge venter for længe på diagnose

Hun henviser blandt andet til en særlig analyse, som det nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd, VIVE, skal stå for. Der er nemlig afsat 1,2 millioner kroner til, at VIVE skal lave en analyse for tvangsfjernelser af grønlandske børn i Danmark og deres efterfølgende trivsel.

Der er lagt op til, at den nye analyse skal kortlægge antallet af tvangsfjernede børn med grønlandsk baggrund i Danmark.