IA og Naleraq: Beslutninger om USA-støtte er taget over hovedet på os
USA ventes senere torsdag at annoncere indholdet af en økonomisk pakke til Grønland. KNR kunne i går erfare, at der er tale om 12 millioner dollar eller rundt regnet 82 millioner kroner.
Det grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg mødes i dag klokken 12:30 for at drøfte den økonomiske håndsrækning.
Men hverken Partii Naleraq eller Inuit Ataqatigiit føler sig inddraget eller hørt i processen. Og det har Pele Broberg, der er medlem af Partii Naleraq, tænkt sig at tage op på mødet.
- Det vigtigste, vi efterlyser, er at begynde at medinddrage det demokratiske system. Det vil sige at lade være med at forhandle aftaler bag lukkede døre, siger han og tilføjer:
- For derefter først - når det er for sent for befolkningen og andre politikere at reagere - at fremvise det, som at sådan her bliver det. Så har vi ikke noget at skulle have sagt, siger han.
LÆS OGSÅ Kilder til KNR: USA er på vej med 82 millioner kroner til Grønland
Og Pele Broberg er ikke den eneste, der har den opfattelse af forløbet.
Det har Múte B. Egede, der er formand for IA, også.
- Jeg synes heller ikke, at det kun er oppositionen, der har været udelukket i denne her proces. Jeg synes, at hele Inatsisartut har været udeladt, siger han.
- Det er nok med denne her arbejdsmetode. Naalakkersuisut er nødt til at være klare i mælet, melde offentligt ud og lade være med at gemme sig bag busken, tilføjer Múte B. Egede.
Penge til turisme, råstof og engelsk undervisning
Først på ugen annoncerede den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, at USA arbejdede på en "økonomisk pakke" til Grønland.
KNR kunne i går fra flere kilder erfare, at det er 12 millioner dollar - eller rundt regnet 82 millioner kroner - der kan være på vej. Pengene skal blandt andet gå til at fremme turisme, råstofområdet og undervisning i engelsk i Grønland.
LÆS OGSÅ Eksperter: USA betaler for at blive Grønlands næstbedste ven
Men Pele Broberg undrer sig over, at valget er faldet på netop de områder:
- Vi ved ikke, hvordan de (amerikanerne, red.) har prioriteret de områder. Om det er noget, som Naalakkersuisut har sagt, at de politisk har behov for bliver prioriteret, som de åbenbart ikke har kunne finansiere gennem finansloven, siger han.
- Derfor er vi ikke helt klar over, hvordan de er nået frem til de områder, de vil støtte økonomisk - og vi er heller ikke klar over, hvad der ligger bag, at de vil støtte de områder økonomisk.
Naalakkersuisut sendte i går en kort meddelelse ud, hvor der stod, at man forventer at melde noget officielt ud senere på ugen.