IA: Hardenberg brød forvaltningsregler

Aaja Chemnitz Larsen, der sidder med i Inatsiartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg for Inuit Ataqatigiit, stiller nu en byge af spørgsmål til Naalakkersuisut, efter Svend Hardenbergs "fritagelse" onsdag.
26. februar 2015 07:12

Hun vil høre, hvorfor departementschefen i en privat e-mail, hvor han kræver dementi af Nick Nielsen (S), ikke præciserer, at han skriver på vegne af formanden for Naalakkersuisut. Og hun vil høre, hvad Kim Kielsen (S) siger til, at der er embedsmænd, der skriver sådanne mails og fra en privat mailkonto.

LÆS OGSÅ Hardenberg var kontroversiel

Hardenbergs e-mail med krav om dementi blev skrevet efter Nick Nielsen (S) i en folketingsdebat sagde gentagne gange, at han mener Naalakkersuisut var i et tæt samarbejde med udenrigsministeriet i København i forløbet omkring udbuddet af Thule-kontrakten.

LÆS OGSÅ Hardenberg fyret som departementschef

- Det er efter min mening fuldstændig uhørt, at en embedsmand, endda landets øverste, bryder grundlæggende forvaltningsregler og muligvis gør dette bevidst for at omgå regler om aktindsigt, udtaler Aaja Chemnitz Larsen og fortsætter.
 
- Det bør lægges klart frem og det bør gøres klart om dette er en engangsforseelse eller dette er sket før.