Hardenberg var kontroversiel

Naalakkersuisut vil ikke forklare, hvorfor Svend Hardenberg er blevet fyret som landets øverste embedsmand.
25. februar 2015 13:18

I går eftermiddag mistede Kim Kielsens nærmeste embedsmand, Svend Hardenberg, sit arbejde efter to år som Grønlands øverste departementschef. En tid med mange anklager imod manden sluttede med en såkaldt "fritagelse" fra jobbet, som ifølge arbejdsretlige begreber er en midlertidig fyring.

LÆS OGSÅ Hardenberg fyret som departementschef

Men der er ikke nogen oplysninger til befolkningen. Naalakkersuisut er larmende tavse om årsagen til Svend Hardenbergs exit som departementschef. 

 

Kontroversielle forløb

"Da der er tale om personaleforhold, vil Formandens Departement ikke kommentere sagen yderligere." Sådan lyder Personalestyrelsens ord om fyringen af Svend Hardenberg som landets øverste departementschef. Den nye højre hånd for Kim Kielsen bliver Søren Hald Møller, der kommer fra et arbejde som fungerede departementschef i Departementet for Natur, Miljø og Justitsområdet. 

Svend Hardenberg var en kontroversiel departementschef, der i dag ikke har et CV uden pletter. Som direktør i Nukissiorfiit havde Svend Hardenberg skyhøje personlige udgifter til bil, telefon og internet. Kort tid efter sin start som departementschef for Aleqa Hammond kom det frem via tre forskellige kildeudsagn, at daværende retschef Andreas Salmony blev fyret, blot fordi han insisterede på at svare på en begæring om aktindsigt. Svend Hardenberg bestilte en såkaldt "uvildig" advokatundersøgelse hos Selvstyrets advokat, der rensede Naalakkersuisut og dets embedsmænd.

 

Ansættelser mødte kritik

Den nu tidligere departementschef har også været stormomsust, fordi han havde stor indflydelse i to kontroversielle chefansættelser én på Grønlands repræsentationskontor i København og én i finansdepartementet. Efter få dage måtte Carsten Frank Hansen gå fra posten som departementschef for finanser, da der dengang kørte en politiundersøgelse af ham, mens Aviâja Helms som ny repræsentationschef i København valgte at fratræde, fordi der var opstået tvivl om ansættelsesforløbet, som Hardenberg i begge sager havde haft stor indflydelse på. Carsten Frank Hansen blev senere frifundet af politiet.

 

Kassekreditsagen afgørende

Afgørende blev også Svend Hardenbergs rolle i kassekreditsagen, hvor Aleqa Hammond og andre landsstyremedlemmer havde ladet landskassen lægge ud for private rejser og fornøjelser. Avisen AG præsenterede historier, der gav indtryk af, at departementschefen havde holdt hånden over Naalakkersuisut-formanden.

 

Opsigelse stadig usikker 

Senest har to nylige sager mødt meget kritik. Nemlig Naalakkersuisuts håndtering af Pituffik-udbuddet og Naalakkersuisuts samarbejde med GA, arbejdsgiverforeningen, om erhvervskonferencen Future Greenland.

Hverken Svend Hardenberg selv eller formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen har ønsket at kommentere sagen.


En kilde forklarer til Radioavisen, at Hardenbergs opsigelsesvilkår "ikke er helt på plads endnu," men flere oplysninger kan man ikke få. Muligvis kan Hardenberg se frem til fuld løn i valgperioden frem til 2018, men dén oplysning  kan KNR ikke få bekræftet.