FINANSLOV 2015 IA beskylder Naalakkersuisut for at pynte på tallene

Inuit Ataqatigiit står udenfor finansloven. Partiet vil kun stemme for enkelte dele af loven, der vedtages tirsdag. - Den er for sjusket og rodet, lyder det fra Sara Olsvig.
11. maj 2015 16:28

På trods af løfter om samarbejde kan det store oppositionsparti Inuit Ataqatigiit kun nikke ja til enkelte dele af finanslovsforslaget, når det skal 3. behandles i Inatsisartut imorgen tirsdag.

Tidligere på året meldte IA-toppen sig klar som en 'konstruktiv medspiller' i arbejdet med at forbedre landets økonomi.

Men ét finanslovsarbejde senere, har piben tilsyneladende fået en anden og skarpere lyd.

- Vi mener, at man, uanset om man er under tidspres eller ej, skal lade være med at pynte på tallene. Og vi mener, at der er pyntet på tallene, siger Sara Olsvig.

Læs også IA: Vi vil samarbejde om Grønlands økonomi

Partiformanden siger, at hun flere gange har oplevet, at hun har fået forskellige tal på samme emne, alt efter om hun var til en forhandling eller i Inatsisartut-salen.

Hun stiller derfor spørgsmålstegn ved, om førtidspensionsreformen overhovedet holder, bl.a. fordi kommunerne, der skal være med til at løfte opgaven, ikke er blevet hørt, siger Olsvig.

Læs også Martha: Førtidspensionister skal i arbejde

Og derfor ved vi heller ikke, om reformen overhovedet kan føres ud i livet, og om man får de penge ind, som man vil spare, siger hun.

- Vi sætter spørgsmålstegn ved kontoen 'effekter af reformtiltag', og om den virkelig kommer til at se sådan ud. Vi kan jo allerede nu se med førtidspensionsreformen, at fagudvalget der arbejder med den, også stiller spørgsmålstegn ved, om den virkelig kommer til at se ud, som den gør. Derfor bliver tallene noget usikre i overslagsårene i 2016, 2017 og 2018, siger hun.

Læs også Mistet Thulekontrakt rammer erhvervet

Hun undrer sig også over Naalakkersuisuts beregninger over, hvor mange penge man mister ved den tabte servicekontrakt i Pituffik.

- De tal har også ændret sig henover forløbet. Det virker meget underligt, når finansudvalget ikke er blevet orienteret om ændringer, siden vi fik tal tilbage i november 2014. Det virker som om, at det er et tal, som Naalakkersuisut skruer op og ned for, alt efter hvor mange penge, man har brug for skal stå på bundlinjen, siger hun.

Læs også Dette diskuterer partierne

Men hvad så med planen om at være en 'konstruktiv medspiller? I en tid, hvor vi taler om at vise samarbejde og stabilitet til omverden, er det så ikke vigtigt, at IA står bag en finanslov?

- Jo, og vi kommer også til at stå sammen om mange ting i den her finanslov. Men når det overordnede arbejde er så sjusket lavet og udført så rodet, så kan vi bare ikke være med, slutter hun.

IA planlægger at fremsætte flere ændringsforslag til debatten imorgen.

Vi har forsøgt at få fat på Partii Naleraq for at høre, om de tilslutter sig finansloven. Det har ikke været muligt at få en kommentar.