Handicaptalsmand: Derfor stopper jeg nu

Efter knap tre og et halvt år som forkæmper og offentlighedens ansigt på Tilioq, sagde Christina Johnsen op som handicaptalsmand i denne uge.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal! For første gang i meget lang tid, så ved jeg ikke, hvad jeg skal, siger Christina Johnsen. Foto © : KNR
05. marts 2021 16:33

Det har været en begivenhedsrig uge for handicaptalsmand Christina Johnsen.

Hun startede i jobbet i november 2017. Og for blot et halvt år siden blev hendes kontrakt med Selvstyret blev forlænget. 

Men nu er det nok – for Christina Johnsen er træt af, at politikerne ikke lytter til hende. 

LÆS OGSÅ Kommune til person med handicap: Hvor er dine venner?

- Det er så vigtigt med opbakning fra politikerne. De skal følge bare nogle af vores anbefalinger. Vi har leveret tonsvis af rapporter, og der er aldrig nogen politiske reaktioner, siger hun til KNR to dage efter sin opsigelse. 

Sagsbehandler gennem åbne vinduer  

Som handicaptalsmand har hun rejst i det nordligste og sydligste af landet for at dokumentere de problemer, som handicappede oplever der. Og det har været artig læsning: I Qaanaaq er sagsbehandlingen for langsom, og personer i kørestole får deres sager behandlet på gaden, fordi der ikke er ramper til kommunekontorerne.

I Kommune Kujalleq har Tilioq dokumenteret blandt andet dårlige boligforhold og uegnet eller manglende personale til at passe de handicappede.

LÆS OGSÅ Tilioq skal på jagt efter ny talsperson

- En del af vores arbejde er at rådgive og vejlede politikere, men når der ikke bliver lyttet til os, så er det rigtig svært. Jeg håber, at den næste talsmand vil få et nemmere forløb, siger Christina Johnsen.

Vil ikke være politiker

Men der er flere grunde til, at hun har sagt farvel og tak.

Nemlig at politikerne vil lave en samlet menneskerettighedskommission i Grønland. Her skulle handicap- ældre- og børnetalsmanden høre under. Og det ville Christina Johnsen ikke være med til.

Forslaget mødte så meget modstand, at daværende naalakkersuisoq Anna Wangenheim (D) trak det tilbage.

- Jeg tror bare, at det er et spørgsmål om tid, før det lovforslag dukker op igen, siger Christina Johnsen i dag. 

LÆS OGSÅ Omstridt forslag om menneskerettigheder er stoppet efter kritik

Hvad skal du nu?

- Jeg ved det ikke! For første gang i meget lang tid, så ved jeg ikke, hvad jeg skal. Jeg har ingen planer, men jeg føler, at jeg stadig har noget at bidrage med.

- Jeg har været forsvarer i retten, og jeg har været dommer. Jeg skal nok finde på noget at lave, men det bliver ikke på den måde igen, hvor jeg skal kæmpe mod et system. 

Nogen vil måske tænke: Stiller hun op til valg? Vil hun være politiker?

- Nej, det gør jeg ikke. Jeg tror, at jeg vil blive en rigtig dårlig politiker, hvis jeg nogensinde stiller op!