Avannaata Kommunia: Hallerne holder åbent døgnet rundt

Avannaata Kommunia oplyser på deres hjemmeside, at de har sat ekstra fokus på fritidslivet og derfor holder hallerne i Qaanaaq, Upernavik, Uummannaq og Ilulissat åbent både dag og nat.
Et initiativ, der skal styrke forebyggelse og trivsel blandt især børn og unge.
– Hallerne skal være et fristed, hvor man kan dyrke motion og opholde sig trygt – også uden for normale åbningstider, siger Paarnannguaq Mathiassen, formand for Forvaltning for kultur, skoler og førskole i Avannaata Kommunia.
Masser af muligheder i hallen
Det er ikke kun adgangen, der er blevet forbedret. I de åbne haller kan man frit benytte både træningsrum og den store hal, hvor der blandt andet sættes badmintonnet op, og bolde er frit tilgængelige. Kommunen håber, at tiltaget vil føre til øget trivsel og stærkere fællesskaber blandt unge.
– Vi ønsker, at flere børn og unge får mulighed for at dyrke sport og være en del af fællesskabet. Det kan også give klubberne i byerne bedre muligheder for at udvikle sig og skabe resultater, siger Paarnannguaq Mathiassen.
– Det er anden sommer i træk, at hallen i Ilulissat holder åbent, men det er første gang, at flere byer holder åbent om natten. Det er en vigtig nyskabelse, siger hun.
For at sikre tryghed i hallerne får personalet undervisning i at foretage relevante underretninger og håndtere eventuelle uforudsete situationer. Det skal være med til at skabe en sikker ramme for børn og unge, der benytter sig af de nye åbningstider.