Løbetur over indlandsisen har endnu ikke taget fart

Nivi Geisler og Louise Petersen har sat sig et mål: at løbe over indlandsisen i løbesko. Men manglen på sponsorer giver modvind på vejen.
De to ekstremløbere og veninder, Nivi Geisler og Louise Petersen, vil sætte rekord i Guinness World Records, hvis turen lykkes. Foto © : De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
Skrevet af Rasmus Balle Hansen
18. juli 2025 07:26

De to løbere Nivi Geisler og Louise Petersen forsøger at samle en million kroner ind til deres løbeprojekt SILA run the icecap. Målet er at løbe tværs over indlandsisen i løbesko – som de første nogensinde. 

Men sådan en mission kræver støtte, og her kniber det særligt med sponsorater.

- Vi har ikke fået nogle sponsorater endnu, men vi kæmper stadig, fortæller Nivi Geisler. 

I over to måneder har de to kvinder forsøgt at søge sponsorater hos forskellige virksomheder i både Grønland og Danmark, men ingen har endnu vendt tilbage med en check.

I alt har de brug for omkring en million kroner for at dække udgifter til transport, guide, udstyr, forsikring og mad. 

- Vi skal have samlet pengene ind til midten af oktober, hvis vi skal løbe turen, siger Nivi Geisler. 

- Vi mødtes under en løbetur, og min veninde spurgte, om jeg ville være med på at løbe over indlandsisen. Jeg tænkte: Hvorfor ikke? Hvis jeg ikke prøver, får jeg aldrig svar på, om jeg kan klare det, fortæller Nivi Geisler.

Hvis det lykkes, vil de to begynde deres løbetur i midten af maj næste år. Duoen planlægger at løbe fra Kangerlussuaq til Isortoq.

Træningen fortsætter

Selvom sponsoraterne lader vente på sig, holder det ikke de to kvinder tilbage fra at træne op. 

- Vi har fået løbet nogle ekstremture den her sommer. Så formen er rigtig god hos os begge. I de konkurrencer vi har deltaget i, har vi også opnået gode resultater, fortæller Nivi Geisler.

Men selvom formen er i top, så er hun klar over, at indlandsisen stiller nogle helt særlige krav.

- Det er jo koldt og hvidt. Der er ikke andet. Den største udfordring bliver nok det mentale. Selvom vi er stærke, så bliver det uden tvivl udfordrende. Vi skal jo være derude i omkring 30 dage, fortæller hun.  

Med en distance på omkring 600 kilometer - og et dagligt mål på 20 kilometer - vil kvinderne forsøge at løbe turen på omkring 30 dage. 

Derudover er det også særligt ved turen, at de vil løbe hele ruten i løbesko. Helt almindelige løbesko. 

- Jeg foretrækker et par Inov8 løbesko, fortæller Nivi Geisler.