Jens-Frederik Nielsen vil skære i støtten til arbejdsløse: Alle hænder, der kan, skal i arbejde

Jens-Frederik Nielsen, der nu har været formand for naalakkersuisut i omkring 100 dage, vil skære i understøttelsen til arbejdsløse, der er i stand til at varetage et job.
Det fortalte han onsdag aften i et stort interview med KNR.
- Når man ikke er syg eller på anden måde er registreret som uarbejdsdygtig, så tænker vi, at man skal arbejde.
- Derfor har vi en målsætning om at sænke understøttelsen. Det er en pligt, at være med-forsørgende, især når man er rask og i stand til at arbejde, skal man arbejde, sagde han.
To sider af problemet
Ifølge Grønlands Statistik handler det om 1.637 personer, der lige nu går uden job. Hvor mange af dem, der er i stand til at varetage et job, er der ingen offentlig tilgængelig opgørelse over, men det er heller ikke det vigtige for formanden for naalakkersuisut.
- Det vigtigste budskab er, at de hænder, der kan, skal i arbejde. For når vi ser på samfundsøkonomien, så må vi alle handle.
- Når der er arbejde at få, må man tage det. Hvis der ikke er arbejde at tage, tager vi (naalakkersuisut red.) medansvar, og så skal vi lave rammerne for, at man kan få arbejde, der hvor man bor.
De arbejdsdygtige fordeler sig nemlig ud over hele landet, forklarede Jens-Frederik Nielsen.
- Så problemet har to sider, men det skal ikke være en mulighed at blive hjemme, når der er arbejde at få, lød det fra formanden.
Finansloven kan være en mulighed
Og opgaven med at få folk i arbejde skal løftes i fællesskab i det offentlige, mener Jens-Frederik Nielsen.
- Registreringen af arbejdsløse sker i kommunerne [...], derfor skal vi i dialog med kommunerne, sagde han.
Jens-Frederik Nielsen svarer ikke på, hvornår arbejdsdygtige, men arbejdsløse kan forvente at få mindre understøttelse, for lov arbejde tager tid, og det er i sidste ende Inatsisartut, der skal tage beslutningen, understregede han onsdag aften.
- Men vi undersøger, hvordan vi af andre veje kan ændre det. Man forestille sig, at vi kan gøre det via finansloven, sagde han.
Se hele interviewet med Jens-Frederik Nielsen her.