RAPPORT Grønlandsk mindretal i Danmark bør diskuteres

Det er værd at diskutere, om grønlændere i Danmark skal have status som et nationalt mindretal. Sådan lyder en af anbefalingerne fra Institut for Menneskerettigheder, IFM.
Foto © : Institut For Menneskerettigheder
22. oktober 2015 07:52

Det sker, efter at en ny rapport fra IFM slår fast, at mange grønlændere i Danmark oplever at blive diskrimineret på grund af deres kulturelle baggrund.

- Vi anbefaler, at man undersøger, om grønlændere her i Danmark ønsker at blive anerkendt som et nationalt mindretal, fordi det giver en række fordele for mindretallet, siger ligebehandlingschef i det danske Institut for Menneskerettigheder, Maria Ventegodt Liisberg, til KNR.

 

Mindretalsstatus = anerkendelse
En rapport fra instituttet viser nemlig, at omkring hver femte person med grønlandsk baggrund i Danmark oplever at blive mødt med fordomme.

Og det fører i flere tilfælde til ringere behandling, selv om grønlændere har dansk statsborgerskab. Men det kan statussen som nationalt mindretal hjælpe på, mener Maria Ventegodt Liisberg.

- Anerkendelse som nationalt mindretal betyder, at man bliver anerkendt for at være noget særligt, og at Danmark i det her tilfælde vil få at vide, at vi værner om jeres forskellighed og jeres særlige identitet. Og vi anerkender, at vi har det her særlige forhold til grønlændere, siger hun.

Læs også Aalborg stopper velkomstpakke-tilbud

Tal om statusændring
Både den danske regering og Grønlands tidligere hjemmestyre har flere gange - senest i 2010 - afvist over for EU, at grønlændere skulle anses som et nationalt mindretal i Danmark.

Men det bør være personer med grønlandsk baggrund i Danmark, som afgør det, mener Institut for Menneskerettigheder.

- Vi anbefaler ikke bare, at man anerkender grønlændere i Danmark som et nationalt mindretal.

- Det er derfor, vi tager forbeholdet og siger, at man skal gå i dialog med grønlænderne her i Danmark, om de ønsker at blive anerkendt som et nationalt mindre, siger ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder, Maria Ventegodt Liisberg.

Læs også Grønlændere i Danmark kæmper med kolossale problemer

I 1997 tiltrådte Danmark EU’s konvention om beskyttelse af nationale mindretal.

Danmark er i øvrigt det eneste land i Norden, som ikke har anerkendt statens oprindelige folk som mindretal. Både I Norge, Sverige og Finland har oprindelige folk den status.

I dag er der kun én gruppe, der har status som nationalt mindretal i Danmark, nemlig det tyske mindretal i Sønderjylland.

Læs hele rapporten her på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside.