Aalborg stopper velkomstpakke-tilbud

Aalborg Kommune vælger nu at aflyse den såkaldte Velkomstpakke og Åben Rådgivning for nytilflyttede grønlændere. Det sker for resten af 2015, oplyser kommunen i et brev stilet til bl.a. de grønlandske foreninger i kommunen.
19. oktober 2015 07:36

Årsagen til aflysningen er, at ‘det har været svært at lave sådan et forløb for målgruppen’, skriver Grønlænderenheden fra Aalborg Kommune i brevet og tilføjer, at fremmødet til tilbuddene har været for lille.

En begrundelse, som vækker kritik fra den grønlandske forening Ikerasak i Aalborg. Formanden Juusi W. Petersen mener, at tilbuddene har været fejlslagne fra start, fordi kommunen ikke forstår at henvende sig rigtigt til nytilflyttede grønlændere.

- Sagsbehandlerne skal tale med målgruppen i øjenhøjde, de kan spørge og komme i dialog med borgeren og ikke pådutte løsninger, som kan være total fremmede og uforståelige for vedkommende, skriver Juusi W. Petersen i en kommentar til lukningen.

Velkomstpakken og rådgivningen har været et tilbud, som Aalborg Kommune har oprettet som led i Strategien for Udsatte Grønlændere, som Danmarks fire største byer siden 2013 har været en del af.

Det vil stadig være muligt at få rådgivning i Det Grønlandske Hus og Kofoeds Skole i Aalborg.

Det er uvist, om Aalborg Kommune åbner for Velkomstpakken og den åbne rådgivning efter nytår.