Olafur Eliasson: Grønlandsk is får folk til at forstå den globale opvarmning

Smeltende isskosser i London skal inspirere folk til at tage klimaet alvorligt. Det er i hvert fald håbet fra kunstner Olafur Eliasson, der er hovedmanden bag kunstprojektet 'Icewatch'.
Skrevet af Karsten Sommer
11. december 2018 13:31
Versionist Jens Thorin

Hele idéen til at fragte grønlandsk is til storbyer i Europa opstod i hovedet på den verdensberømte islandsk-danske kunstner Olafur Eliasson i København.

Her mødte Olafur Eliasson professor Minik Rosing inden et stort klimatopmøde i byen. Og det var ved det møde idéen til Icewatch-projektet, der tirsdag begynder i London, blev skabt.

LÆS OGSÅ Briter forelsker sig i indlandsis i London

- Klimaerklæringen er måske det vigtigste papir siden biblen! Så jeg foreslog Minik Rosing, at vi skulle gøre noget! Og Minik sagde: Jeg kender nogen, der kan skaffe nogle store isklumper fra Grønland! Godt, så lad os få fat i det, og så lægger vi dem på Rådhuspladsen. Så kan folk med deres egne hænder røre isen, og så at sige omfavne Grønland, foreslog Olafur Eliasson.

Efter isskosserne på Rådhuspladsen i 2014 gentog Olafur Eliasson, Minik Rosing og Kuupik Kleist konceptet ved COP21 i Paris i 2015. Det skete på opfordring fra FN, som syntes godt om ideen med at synliggøre den globale opvarmning ved hjælp af isen fra Grønland.

LÆS OGSÅ 100 tons isskosser til Paris

Og nu bliver det altså gentaget i London.

- Folk i London ved, at der er klimatopmøde, men hvad er det egentlig de snakker om? Forskerne taler hele tiden om Grønland og indlandsisen og afsmeltningen. Men hvordan ser Grønlands is egentlig ud? Og hvor skrøbelig er naturen? siger kunstneren.

På den måde er isen i Londons gader en slags lille grønlandsk ambassade, synes Olafur Eliasson. Og han tror at mødet med indlandsisen, kan inspirere folk til selv at gøre noget mod den globale opvarmning.

LÆS OGSÅ Indlandsisen smelter hurtigere end nogensinde

- Jeg ser projektet som min måde at deltage i klimadebatten på. Inspirere folk til personligt at tage klimaet mere alvorligt. Og ikke bare forvente at politikerne skal ordne det hele. At vi som mennesker i samfundet også gør nogle små ting. Og det tror jeg projektet i London kan være med til at opnå, siger Olafur Eliasson.