Ministre overværer forsvarets øvelser mandag

I årets udgave af Arctic Light-øvelsen i Grønland er soldater fra flere Nato-lande med.
Vivian Motzfeldt (S) (tv.) og Troels Lund Poulsen (th.) overværer øvelser mandag. Foto © : Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. september 2025 10:53

Frem til den 19. september træner mere end 550 soldater fra flere Nato-lande i en stor øvelse i Grønland.

Mandag får de besøg af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som overværer øvelsen sammen med ministerkolleger fra Norge, Grønland og Island.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

- Med øget tilstedeværelse i og omkring Grønland den kommende tid styrker Forsvaret sin egen og Natos operative parathed i Arktis, siger forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard i meddelelsen.

I øvelsen Arctic Light 2025 træner forsvaret og Nato-allierede den fælles reaktionsevne, når det kommer til trusler i Nordatlanten og Arktis.

Ifølge forsvarschefen indebærer øvelsen også at træne redning til søs, bekæmpelse af havmiljøforurening og beskyttelse af kritisk infrastruktur.

Det har man også gjort ved tidligere afholdelse af øvelsen.

Imødegå bredt spektrum af trusler

Når politikerne mandag besøger Grønland, skal de blandt andet om bord på fregatten "Niels Juel".

Her skal de overvære øvelser med blandt andet helikoptere og F-16 fly.

Øvelsen gik i gang 9. september.

Under øvelsen medvirker kolleger fra Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge.

- Gennem Arctic Light styrker vi Grønlands samlede beredskab og træner Forsvarets evne til at imødegå et bredt spektrum af trusler i samarbejde med grønlandske myndigheder og internationale partnere, siger generalmajor Søren Andersen, som er chef for Arktisk Kommando, i en pressemeddelelse fra Forsvaret.

Forsvaret skriver, at man på baggrund af det øgede fokus på sikkerhedssituationen i Arktis generelt har øget sine aktiviteter i og omkring Grønland.

Det sker under ledelse af Arktisk Kommando og i koordination med Grønlands regering.

/ritzau/