Aleqa Hammond: Grønland og Catalonien står i samme situation

Selvstændighed er på programmet i Folketinget i Danmark i dag. Ikke vores selvstændighed men Cataloniens
Skrevet af Merete Lindstrøm
23. januar 2018 12:15

Den catalanske separatistleder Carles Puigdemont har i dag været til møde med danske, færøske og grønlandske politikere på Christiansborg for at tale Cataloniens sag.

Til mødet i dag blev der talt om helt grundlæggende rettigheder. Det fortæller den grønlandske løsgænger Aleqa Hammond.

- Vi talte om, hvordan demokratiet kan styrkes, siger Aleqa Hammond.
Puigdemont er inviteret af den færøske politiker Marni Arge, hvis parti, Republikanerne, kæmper for færøsk selvstændighed fra Danmark. Han mener, at catalonierne har en ret til selvbestemmelse ligesom andre nationer, der er en del af større stater, og her er Aleqa Hammon enig. Hun mener, at man kan sammenligne deres situation med Grønlands.

- Fordi Catalonien har selvstyre, ligesom vi har, siger Aleqa Hammond.

LÆS OGSÅ Aleqa vil mødes med separatistleder

Netop derfor mener hun også, at mødet er utrolig vigtigt.
 - Jeg har fået meget ud af mødet. Vi kan spejle os i den voldsomme modstand Puigdemont møder, og i at man bliver nødt til at gøre noget ved det politisk og forfatningsmæssigt, siger hun.

Aleqa Hammond mødtes efter mødet med Puigdemont, hvor der blev tid til at tale om Grønland.

- Han interesserer sig for at besøge Grønland. Han interesserer sig for at snakke om, hvordan demokratiet fungerer og om forskellige andre vilkår i Grønland, fortæller Aleqa Hammond.

Ingen af politikerne fra regeringspartierne og Socialdemokratiet deltog, men Enhedslisten, SF og Alternativet var til stede. Aaja Chemnitz Larsen deltog på grund af andre arbejdsopgaver i Folketinget heller ikke i mødet.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz Larsen dropper Carles Puigdemont