Aaja Chemnitz Larsen dropper Carles Puigdemont

Mandag ankommer den catalanske separatistleder Carles Puigdemont til Danmark til en række møder på Københavns Universitet og i Folketinget mandag og tirsdag.
Foto © : Ariet/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
21. januar 2018 17:30

Men flere politikere, deriblandt Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen, har ikke tænkt sig at mødes med Puigdemont.

- Det er ikke fordi, jeg har politisk berøringsangst over for den catalanske leder, men jeg må prioritere min tid. Og vil hellere koncentrere mine kræfter om grønlandske interesser, forklarer Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.AG.

Det er det færøske folketingsmedlem Magni Arge, der har inviteret den catalanske separatistleder til et møde i Folketinget, og han er overrasket over at flere partier har meldt fra til arrangementet.

- Begrundelsen, jeg har hørt, for at man ikke skal deltage, er, at man dermed legitimerer Puigdemont som en magtfaktor. Men det er noget sludder, mener Magni Arne.

- En magtfaktor har det catalanske folk allerede gjort ham til, siger færingen fra partiet Tjóðveldi - de færøske Republikanerne.

Medlemmer af blandt andet Udenrigspolitisk Nævn, Grønlandsudvalget og Færøudvalget er inviteret til mødet i Folketinget.

Men både Socialdemokraterne, Venstre, Liberal Alliance og de Konservative bliver væk fra mødet. Og altså også Aaja Chemnitz Larsen.

Puigdemont har levet i eksil i Belgien siden oktober. De spanske myndigheder har udstedt en arrestordre på ham for hans rolle i Cataloniens folkeafstemning om uafhængighed fra Spanien.