Fortsat høj risiko for fjeldskred og flodbølger i Karratfjorden

Faren for fjeldskred og flodbølger i Karratfjorden er stadig høj. Derfor er det for farligt at vende tilbage til Nuugaatsiaq og Illorsuit, vurderer Grønlands Beredskabskommission.
På baggrund af en ny vurdering fra GEUS holder Grønlands Beredskabskommission fast i, at det er for farligt at vende tilbage til Illorsuit (billedet) og Nuugaatsiaq på grund af faren for fjeldskred. Foto © : Dorthe Qvist
Skrevet af Anders Dall
27. oktober 2020 15:21

Der er fortsat høj risiko for alvorlige fjeldskred og for tsunamier i Karratfjorden. Sådan lyder det i en ny vurdering fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, bedre kendt som GEUS.

På den baggrund fastholder Grønlands Beredskabskommission sin hidtidige konklusion. Nemlig at bygderne Nuugaatsiaq og Illorsuit fortsat bør betragtes som fareområder. Det gælder også den tilhørende del af fjordsystemet, oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Den 17. juni 2017 blev Nuugaatsiaq og Illorsuit ramt af tsunamibølger efter et fjeldskred i Karratfjorden. I Nuugaatsiaq mistede en familie på tre personer og en ældre mand livet og flere huse blev trukket i vandet på grund af flodbølgen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut: For farligt at flytte tilbage til Illorsuit og Nuugaatsiaq

Beboere fra Illorsuit og Nuugaatsiaq fik efter katastrofen tilbudt erstatningsboliger i Uummannaq, men flere af beboerne ønsker at vende tilbage. Det frarådede Naalakkersuisut så sent som i september.

Her slog naalakkersuisoq for arbejdsmarked, forskning og miljø, Jess Svane fast, at Naalakkersuisut afviser at organisere hjemrejser til de tidligere beboere eller at lade offentlige ansatte arbejde i området.

Bør ikke vende tilbage

Og den nye viden fra GEUS får Grønlands Beredskabskommission til at holde fast i sin vurdering om, at det er for farligt for borgerne at vende tilbage.

- Grønlands Beredskabskommission vurderer, at borgerne på det foreliggende grundlag forsat ikke bør vende tilbage til Nuugaatsiaq og Illorsuit og ikke bør færdes i umiddelbar nærhed af disse fareområder, skriver Naalakkersuisut i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ Katastrofen sidder stadig i de evakuerede

Her fremgår det også, at det ikke er muligt at forudsige, hvornår eller præcis hvor, de næste større fjeldskred vil forekomme i Karratfjord-området.

- Da der er flere kritiske områder med meget høj risiko, må det ligeledes fortsat forventes, at der også efter et fremtidigt større fjeldskred stadig vil være meget høj risiko for nye fjeldskred, lyder det videre i pressemeddelelsen.