Årsdag: Katastrofen sidder stadig i de evakuerede
Om aftenen den 17. juni udløste et fjeldskred en flodbølge, der spredte ødelæggelse i de to bygder Nuugaatsiaq og Illorsuit.
Beboerne i de to bygder blev kort efter evakueret til Uummannaq, og siden har de fleste evakuerede måtte finde en ny tilværelse som borgere i byen. Der er det seneste år kommet midlertidigt tag over hovedet, og de fleste af bygdeborgerne har fået job igen.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut og Avannaata markerer årsdag
Tsunami i Karratfjorden - Et år efter
17. juni sidste år skete en af de største naturkatastrofer i Grønlands historie.
KNR har været i Uummannaq umiddelbart inden årsdagen for at tale med nogle af de mange, der blev berørt af tragedien.
Følg med på KNRs platforme de kommende dage.
Men selvom den nye tilværelse i Uummannaq er tålelig, og der nu er gået et år, sidder den skæbnesvangre dag fast i de evakuerede borgere, siger bygdebestyrelsesformand for Nuugaatsiaq og Illorsuit, Karl Peter Møller, der selv boede i Nuugaatsiaq.
Evakuerede tænker på den 17. juni
- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Det er hårdt at være blevet evakueret. Jeg tænker meget på den dag. Især her op til årsdagen tænker jeg meget på den situation, vi er i nu. Det er utroligt, at livet kan ændre sig så drastisk, siger han.
Den samme følelse har også Johanne Zeeb fra Nuugaatsiaq. Men hun fortæller samtidig, at noget har ændret sig på det år, der er gået efter katastrofen.
LÆS OGSÅ Flodbølge-ofre står frem og fortæller deres historie
- Nogen gange tænker jeg meget på den dag, den 17. juni. Og især lige da vi var flyttet hertil, der havde jeg svært ved at falde i søvn, når det var den 17. i en måned. Men nu er jeg ved at komme over det, siger hun.
Erik Møller fra Illorsuit har også følt sig plaget af katastrofen. Han fortæller, at det er svært at holde sammen på bygden, når den nu ikke er der mere. Men i løbet af året, der er gået, er det dog lykkedes at holde fast i lidt fra bygdelivet.
Borgere vil tilbage
- Vi havde nogle traditioner i Illorsuit, dem har vi prøvet at holde fast i. Og det er dejligt, at borgerne i Uummannaq har bakket op og hjulpet os med at fortsætte med det her i byen, siger han.
LÆS OGSÅ TV: Kielsens pressemøde om Nuugaatsiaq og Illorsuit
Det forgangne år har alt andet end lige fået tilværelsen som ny borger i Uummannaq til at minde mere om hverdag. Men når man spørger, så er der ingen tvivl hos de evakuerede, hvis de kunne vælge at vende hjem.
- Så vil jeg vende tilbage hurtigst muligt, siger Erik Møller fra Illorsuit.
- Hvis vi er sunde og raske og når det, så tager vi tilbage, siger Johanne Zeeb fra Nuugaatsiaq.