Forsker: Forholdet mellem Grønland og Danmark er ikke på et lavpunkt – tværtimod!

Politikernes hårde retorik mod Danmark er udtryk for, at Grønland allerede har opnået større ligestilling, vurderer lektor Ebbe Volquardsen fra Ilisimatusarfik.
Selvom Grønland og Danmark har fået et mere ligeværdigt forhold, er der stadig plads til forbedring, mener Ebbe Volquardsen. Derfor vil der også fremover være mange konfrontationer, som kan bringe forholdet i balance. Foto © : Ilisimatusarfik
19. december 2024 07:33

- Jeg mener, vi står over for en historisk politisk konfrontation (…) Dette markerer begyndelsen på en politisk afbrydelse i forholdet, hvis de nuværende danske regeringspartier fortsætter denne skandaløse tilgang og ikke handler.

Der ikke noget at tage fejl af i udtalelsen fra Aqqaluaq B. Egede (IA), naalakkersuisoq for sociale anliggender.

Forholdet mellem Danmark og Grønland er nu på et historisk lavpunkt.

Antropolog og politolog Ebbe Volquardsen fra Afdeling for Kultur- og Samfundshistorie på Ilisimatusarfik er dog ikke enig. Faktisk slet ikke.

- Det kan måske virke til, at forholdet er historisk dårligt, men det er det ikke, siger han.

Konfrontatorisk tale giver resultater

Vurderingen kommer efter, at IA-politikerne Aqqaluaq B. Egede og Múte B. Egede, formand for Naalakkersuisut, har talt med skarpe ord mod Danmark.

De mener, at den danske regering ikke gør nok for at stoppe de kritiserede forældretests i anbringelsessager med grønlandske børn.

Og i forhold til spiralsagen er Múte B. Egede gået så langt, at han kalder Danmarks ageren for et folkedrab.

Alligevel mener Ebbe Volquardsen, at udtalelserne indikerer, at der er sket en øget ligestilling mellem Danmark og Grønland.

- Når minoriteter bliver mere ligestillet, opstår der ofte mere uenighed, fordi majoriteten først skal vænne sig til at tage hensyn til nye perspektiver. Samtidig bliver minoriteter mere bevidste om deres indflydelse. De taler højere om diskriminationserfaringer, som tidligere ikke blev nævnt, fordi det ikke syntes muligt at skabe forandring, forklarer Ebbe Volquardsen og tilføjer.

- Det kan ligne, forholdet er blevet mere konfliktfyldt, men det er i virkeligheden blot et tegn på større ligestilling, siger han.

Derfor er det ikke overraskende, at vi i disse år ser flere og flere konfrontatoriske udmeldinger fra grønlandske politikere, mener Ebbe Volquardsen.

- Múte og Aqqaluaqs indignation er nok ægte, men de har også erfaret, at det betaler sig at stå fast og bruge en tydelig retorik, siger han.

Aqqaluaq B. Egede mener, at konflikterne kan trække Danmark og Grønland fra hinanden. Ebbe Volquardsen mener derimod, de er gavnlige for den dansk-grønlandske relation. Foto © : KNR/Rasmus Olsvig

Danmark i dilemma

Ifølge Ebbe Volquardsen har grønlandske politikere gode kort på hånden, fordi Danmark står i en svag position.

- Den danske regering står i et dilemma. For at sikre et godt forhold til Grønland fremover må den tage afstand fra fortiden og møde Grønland med respekt. Ellers risikerer den, at Grønland søger andre samarbejdspartnere, siger han.

Mette Frederiksen og regeringen har da også erklæret, at Danmark skal have et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde med Grønland, og at der fra dansk side skal ske et opgør med forhistorien.

Det så man helt konkret, da hun i 2022 kom til Nuuk for at give en undskyldning til de såkaldte ”eksperimentbørn” på vegne af den danske stat.

På den anden side må regeringen også tage hensyn til danske interesser – som ikke altid flugter med de grønlandske.

- Regeringen kan ikke imødekomme alle grønlandske krav uden at skabe modstand blandt deres egne vælgere, der måske føler, at grønlandske interesser bliver vægtet for højt, siger Ebbe Volquardsen.

Dilemmaet ses tydeligt i sagen om forældreundersøgelserne.

På den ene side vil det være oplagt at stoppe brugen af tests på grønlandske forældre, men det vil samtidig betyde, at man er nødt til at krænke de danske kommuners autonomi, hvilket kan få negative indenrigspolitiske konsekvenser for regeringen.

Grønland vinder igen og igen

Selvom Danmark ikke altid kan imødekomme grønlandske krav, så er der alligevel mange aktuelle eksempler på, at Grønland trækker sig sejrrigt ud af en diskussion.

Det ser man i sagen om den arktiske ambassadør, konflikten i Nordisk Ministerråd og tolkesagen i Folketinget. I sidstnævnte tilfælde lykkedes det Aki-Mathilda Høegh-Dam (S), med henvisning til fortidens undertrykkelse af Grønland, at sikre retten til at tale grønlandsk og få tolket debatterne i Folketinget.

- Der er tegn på, at dansk selvforståelse langsomt ændrer sig. Arnarulunnguaq vil fremover pryde en af de danske pengesedler, og grønlandsk er anerkendt som arbejdssprog i Folketinget. Det er stærke eksempler på, at Grønland for alvor har indtaget en plads ved det runde bord, siger Ebbe Volquardsen.

Mette Frederiksen har siden hun blev statsminister talt om, at det er nødvendigt, at Danmark forsoner sig med sin fortid. Det gælder i høj grad statens ageren overfor grønlændere. Foto © : KNR

Tilbuddet fra USA giver selvtillid

Det er dog ikke kun moralske og etiske overvejelser, der har sat skub i den danske selvforståelse i forhold til Grønland.

Med Donald Trumps overraskende købstilbud af Grønland, kom han, nok uforvarende, til at give Grønland et trumfkort på hånden i magtspillet overfor Danmark. Købstilbuddet sætter nemlig en fed streg under, at der for Grønland findes alternativer til Danmark.

- Bloktilskuddet er fra dansk side ofte blevet fremstillet som en slags altruistisk gave. Til gengæld forventes grønlændernes loyalitet og taknemmelighed. Trump gjorde det tydeligt, at bloktilskuddet snarere skal ses som en investering for at få indflydelse i Grønland. Grønlandske aktører kan på denne baggrund gå ind i debatten om yderligere ligestilling og autonomi med endnu større selvtillid, siger Ebbe Volquardsen.