Statsminister undskylder til eksperimentbørn: Konsekvenserne har været umenneskelige
- Alle børn har brug for tryghed og stabilitet. Og det var de to ting, man tog fra jer.
- Intentionerne dengang har givetvis været gode, men det kom med en pris, og konsekvenserne har været umenneskelige.
Sådan siger statsminister Mette Frederiksen i en tale på Nationalmuseet i København. Ordene falder på en helt særlig dag. Statsministeren har nemlig inviteret de seks nulevende såkaldte eksperimentbørn, der alle sidder i salen, til et arrangement for at sige undskyld.
De 22 eksperimentbørn blev sendt til Danmark fra Grønland i 1951.
De havde hovedrollen i et opdragelsesforsøg, hvor målet var at gøre børnene mere danske, så de kunne vende tilbage til Grønland som rollemodeller.
Men da de kom hjem til Grønland, havde de glemt deres sprog og måtte ikke længere bo hos deres familier. I stedet blev de placeret på et børnehjem i Nuuk.
6 af de 22 lever i dag. De er omkring 80 år.
Undskyld for den rolle, som staten spillede i et opdragelsesforsøg, hvor en gruppe børn blev sendt til Danmark i 50'erne for senere at vende hjem til Grønland som rollemodeller for andre børn.
Men det, der som udgangspunkt skulle være et år sydpå, gik grueligt galt og endte i livslange traumer de 22 børn, der blev fjernet fra deres forældre dengang.
- Det handlede ikke om jer, men om de voksnes behov og planer, siger Mette Frederiksen i sin tale.
Mette Frederiksen håber, at dagen kan bruges som punktum
Statsministeren gav en skriftlig undskyldning i december 2020, men den sætter hun i dag to streger under ved at gøre det mundtligt.
Flere af børnene, der var med i eksperimentet dengang, er her ikke længere. 16 er døde, og seks lever fortsat. Fælles for dem alle er, at eksperimentet fik afgørende betydning for deres liv og fremtid.
LÆS OGSÅ Danmark siger undskyld: Der bliver sat et punktum på vores historie, siger eksperimentbarn
Seks af børnene endte dengang med at blive bortadopteret til familier i Danmark og vendte ikke tilbage til Grønland.
Og mange af de resterende, der kom hjem, blev ikke sendt tilbage til deres familier. De blev derimod placeret på et børnehjem, hvor de skulle tale dansk. Mange mistede forbindelsen til deres familie og det grønlandske sprog.
Mette Frederiksen påpeger, at flere af eksperimentbørnene har følt sig splittede og rodløse i tiden efter forsøget.
- Det, I blev udsat for, var umenneskeligt og forkert.
- Vi kan forholde os til det og tage ansvaret på os og gøre det, der efter min mening er det rigtige: at sige undskyld, siger statsministeren og fortsætter:
- Jeg håber, I kan bruge i dag til at få sat punktum. I har været en del af noget, der aldrig skulle være sket.
- Undskyld for det, der blev gjort. Men ved I hvad? Et næsten endnu større undskyld for det, der ikke blev gjort for jer og taget fra jer.
Formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA), holdte også en tale i anledningen af undskyldsarrangementet, foto: Liselotte Sabroe, Ritzau/Scanpix
Múte Bourup Egede takker
Opdragelsesforsøget blev til i et samarbejde mellem den danske stat, Red Barnet, Dansk Røde Kors og det daværende landsråd i Grønland.
De er alle repræsenteret i salen, hvor formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA) også holder en tale. Her kalder han undskyldningen for “en historisk begivenhed”.
- Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det har været for jer. Det gør ondt at tænke på. At sejle væk fra ens land som børn, siger han.
- Vi står her og erkender fortiden, men vi lærer også af den gang.
LÆS OGSÅ Eksperimentbørn får 250.000 kroner i erstatning fra staten
Undskyldningen fra Danmark er ikke blevet givet med rettidig omhu, påpeger han.
- Vi i Grønland har også et medansvar for, at vi ikke tidligere har kunnet få den danske regering til at undskylde.
- Tak til statsministeren. Du har taget et stort ansvar for et mørkt kapitel, som ingen kan være stolte af, siger Múte Bourup Egede.
De seks overlevende eksperimentbørn havde deres familier med på Nationalmuseet, foto: Liselotte Sabroe, Ritzau/Scanpix
Mette Frederiksens undskyldning kommer kort tid efter, at staten har givet de nulevende eksperimentbørn 250.000 kroner i erstatning. Det blev afslutningen på, at de havde lagt sag an mod den danske stat.
Eksperimentbørnene mente, at flytningen til Danmark var en krænkelse af blandt andet deres ret til privat og familieliv. Sagen endte i et forlig, hvor staten så betalte en kvart million til dem hver.
Selvom statsministeren håber, at dagen i dag kan sætte punktum, så er undskyldningsarrangementet ikke helt slut endnu. I næste uge rejser Mette Frederiksen nemlig til Grønland, hvor hun både skal besøge hovedstaden og nordpå til Ilulissat.
I Nuuk bliver der i den forbindelse afholdt et arrangement i kulturhuset i Katuaq, hvor der blandt andet skal være et minuts stilhed for de 16 grønlændere, der også deltog i eksperimentet, men som ikke lever i dag.