VIDEO Flertal i Folketinget afviser at overtage socialområde fra Grønland

Selvstyrelovens rammer skal respekteres, selv om Grønland kæmper med massive sociale problemer blandt børn og unge. Det fastslår et flertal i Folketinget, som afviser at overtage socialområdet fra Grønland.
Foto © : Anders Hviid/ft.dk
22. januar 2016 15:35

Det bliver ikke til hverken en midlertidig, dansk overtagelse af socialområdet i Grønland eller en dansk taskforce, der skal afhjælpe omsorgssvigt, herunder vold og seksuelle krænkelser, af børn og unge herhjemme.

Det slog den danske social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) fredag fast under en debat i Folketinget med støtte fra et stort flertal i salen.

- Samarbejdet mellem regeringen og selvstyret på det sociale område sker inden for rammerne af selvstyreloven og på den præmis, at det sociale område er overtaget af Grønland, sagde ministeren.

Læs også Socialrådgiverne kræver politisk handling for børnenes skyld

Læs også Søren Espersen: Danmark bør midlertidigt overtage socialområdet i Grønland

Se hele debatten fra Folketinget her:

 

DF krævede handling

Kravet om at sætte socialområdet i Grønland under dansk administration kom fra Dansk Folkeparti, efter MIO’s Børnetalsmand i efteråret rettede en skarp kritik af forholdene for mange børn og unge i Qaasiutsup Kommunia.

Men sagen er blot den seneste ud af utallige rapporter, der siden 1980’erne har kritiseret forholdene for Grønlands børn og unge, påpegede Dansk Folkepartis grønlandsordfører. 

- Der sker ingen ting, så længe det er det grønlandske selvstyre, der opererer i det her felt! Derfor må regeringen sætte ind. Vi (Danmark, red.) har den folkeretlige forpligtigelse, og jeg synes, at det er uanstændigt, at vi skal blive ved år efter år, og dem, der er ofrer i det her, er 5000 grønlandske børn - en tredjedel af alle børn i Grønland, sagde Espersen og forudser, at problemernes omfang vil være det samme, også om fem-otte år, hvis Danmark ikke griber ind.

Dansk Folkeparti mener, at Danmark bør skride ind, fordi Danmark udadtil har det retslige ansvar for, at FN’s Børnekonvention bliver overholdt i Grønland. Også selv om Grønland har forpligtigelse for at overholde konventionen i sin del af rigsfællesskabet.

Læs også Martha Lund Olsen taler børnenes sag i Grønlandsudvalget

Minister: Styrket samarbejde mellem Grønland og Danmark

Men et flertal udenom Dansk Folkeparti, herunder også Inuit Ataqatigiit, afviser, at Danmark skal gribe ind. I stedet har den danske regering tiltro til, at Grønland tager problemerne alvorligt, og at man over tid vil se forbedringer.

Dog har regeringen tilbudt selvstyret at hjælpe med metoder, der kan bruges i sagsbehandlingen i de grønlandske kommuner og med tilsynet af sagerne. Noget, som selvstyret har takket ja til.

- Jeg er meget tilfreds med, at Grønland har tilkendegivet, at man gerne vil intensivere samarbejdet på det sociale område (…). Styrket i rigsfællesskabet er netop samarbejdet i gensidig respekt, sagde Karen Ellemann.

Over for både KNR og Socialministeriet i Danmark har naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Lund Olsen (S), tidligere oplyst, at der bl.a. er blevet oprettet en central rådgivningsenhed hos Selvstyret, som skal hjælpe kommunerne med deres sagsbehandling på børne- og familieområdet.