Erik Jensen er færdig som naalakkersuisoq

Naalakkersuisoq for arbejdsmarked og råstoffer stopper i naalakkersuisut fra i dag. Han går efter formandsposten i Siumut.
Erik Jensen har sidste arbejdsdag i dag fredag i Naalakkersuisut. Foto © : Camilla Dam/KNR
22. november 2019 11:22

Siumuts Erik Jensen stopper som naalakkersuisoq for arbejdsmarked og råstoffer. Det skriver Sermitsiaq.ag, og Erik Jensen bekræfter oplysningen overfor KNR.

- Som bekendt har der været forskellige ting i partiet i et stykke tid, og derfor har jeg nu truffet en beslutning om at træde ud af naalakkersuisut. Det meddelte jeg Siumut-gruppen i går torsdag og med virkning fra i dag fredag, træder jeg ud af naalakkersuisut, siger Erik Jensen til KNR.

LÆS OGSÅ Erik Jensen afviser splittelse i Siumut

Han vil dog fortsætte det politiske arbejde i Inatsisartut-salen, og han vil også gå efter at blive partiets nye formand. 

- Jeg går efter formandsposten. Det vil jeg arbejde på, og det vil jeg nå. Og jeg tror på det, siger den nu tidligere naalakkersuisoq. ​​​

- Jeg er ikke den, der bare går og trækker mig. Men det har jeg måttet gøre i den her sammenhæng, fordi vi har været uenige om forskellige ting siden sommer. 

Krævede Kielsens afgang

Erik Jensen var en af syv kritikere, der i august skrev under på et brev med en hård kritik af Kim Kielsen. De mente, at han burde gå af som formand.

Kritikken lød også, at Kim Kielsen ikke fulgte Siumuts valgløfter og politik på flere punkter - blandt andet i forhold til fiskekvoter og kvoter på narhvaler. Ifølge brevet udviser Kielsen en respektløs opførsel, og han lytter ikke. 

Brevet røg i høring hos Siumuts lokalafdelinger, og der fik kritikken af Kielsen en kold skulder. Kun seks lokalafdelinger bakkede op om kritikken og var enig i, at Siumut skulle have en ny formand. 

LÆS OGSÅ Lokalafdelinger har talt: Kim Kielsen bliver siddende som formand

Til gengæld mente 34 afdelinger, at Kielsen skulle blive som formand - dermed blev Kielsen ikke væltet.

- Jeg synes ikke, at vi skal pege fingre ad hinanden, men jeg har måttet sluge nogle kameler, siger Erik Jensen i dag efter sin beslutning om at rydde sit kontor i naalakkersuisut.

-   Det er ikke det rette tidspunkt at skabe splittelse i partiet lige nu - jeg vil hellere bruge tiden til at skabe samling til gavn for det grønlandske samfund og genskabe den tillid, der skal være til det politiske arbejde.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra formand Kim Kielsen, men det har endnu ikke været muligt.