Endnu et grønlandsk barn er blevet tvangsfjernet: Nu demonstrerer borgere foran Inatsisartut igen

I dag klokken 12.45 er der igen, igen demonstration mod, at danske kommuner tvangsfjerner grønlandske børn.
Demonstrationen vil være foran Inatsisartut, og arrangøren Aká Hansen opfordrer på Facebook folk til at tage skilte, bannere, trommer og deres stemmer med, så de kan råbe politikerne op.
Kvinden der har fået tvangsfjernet sit barn er, ifølge Sermitsiaq.ag, Ivana Nikoline Brønlund, som til dagligt bor i Høje Tåstrup Kommune.
Aká Hansen mener, at danske kommuner fjerner børn uden beviser for, at det er til barnets bedste. Det skriver hun i opslaget.
- Den nybagte mor har ikke engang fået mulighed for at vise sine kompetencer som forælder, skriver hun i opslaget.
- Vores børn er ikke til salg, vores børn er ikke den danske stats ejendom, slutter hun opslaget.
Ikke første demonstration
Det er langt fra første gang, der bliver demonstreret mod tvangsfjernelse af grønlandske børn.
Tilbage i november 2024 blev der demonstreret i både København og Nuuk, og den her gang kan du finde demonstranterne foran Inatsisartut frem til klokken 14.15 i eftermiddag.