Nuuk og København demonstrerer mod tvangsfjernelser og forældretests
Husk en bamse eller en dukke.
Sådan lyder opfordringen fra Aka Hansen, der indkalder til demonstration i Nuuk i morgen.
Under overskriften ”Stop diskriminerende FKU-test og tvangsanbringelser af vores børn”, indkalder hun folk i hovedstaden til et såkaldt solidaritetsoptog, der starter på Amisut Pladsen klokken 10, går forbi Rigsombuddet og slutter foran naalakkersuisut klokken 12.
Og i København går det også løs. Den frivillige forening MAPI inviterer alle til at møde på Rådhuspladsen klokken 13 lokal tid under overskriften "Stop brugen af FKU-tests til danskere med anden etnisk baggrund".
Kritik af tests
FKU-tests er de omdiskuterede forældretests, som er psykologiske tests, der bliver brugt i Danmark i sager om tvangsfjernelse af børn, hvor forældrene er grønlandske.
Problemet med forældretesten er, at den er udviklet ud fra vestlige normer og traditioner. Og det kan føre til misforståelser og fordomme over for de grønlandske forældre, lød det tidligere i en rapport fra videnscentret VIVE.
Og i juni i år sendte Institut for Menneskerettigheder i Danmark en opfordring afsted til de fem kommuner i Danmark, hvor der bor flest grønlændere – det er København, Aarhus, Odense, Esbjerg og Aalborg. ”Drop forældretesten”, var opfordringen. Organisationen mener nemlig, at undersøgelserne er diskriminerende, fordi de ikke afspejler mimik og ansigtsudtryk.
Siden har Esbjerg Kommune og Københavns Kommune droppet de omdiskuterede test.
Der skal laves nye tests, faktisk skulle de have været klar ved udgangen af sidste år – altså for et år siden – men de er endnu ikke klar. Og nu er tålmodigheden altså slidt tynd hos arrangørerne af demonstrationerne.
Kræver omdiskuterede tests helt droppet
Senest har en sag fra Thisted været i flere medier. En kvinde på 38 år er gravid i niende måned og skal have sit barn tvangsfjernet ved fødslen.
Så i Nuuk beder filmproducenten Aka Hansen, der er en af dem, der står bag demoen, folk om at tage en dukke eller bamse med, som kan blive overdraget til politikerne på et tidspunkt.
- Det er en symbolsk handling, der repræsenterer de mange børn, der er blevet tvangsanbragt udenfor hjemmet. Vi ønsker at illustrere de smertefulde konsekvenser af et system, der adskiller børn fra vores rødder, sprog og identitet, står der i den pressemeddelelse, hun har sendt.
- Vi kræver, at FKU-testene enten afskaffes eller grundlæggende ændres, så de er kulturelt tilpassede og vurderer forældreevner på en retfærdig og respektfuld måde. Det er på tide, at politikerne lytter og handler.
I dag bliver fem gange så mange børn fra grønlandske familier i Danmark anbragt uden for hjemmet i forhold til børn fra danske familier.