Overlæge: Asbest i bygninger er farligt, hvis det findes i større mængder

Hvis ikke alle krav overholdes ved renovering af en bygning med asbest, kan bygningen ikke beboes, fortæller overlæge fra Bispebjerg Hospital.
Harald Meyer er overlæge ved Bispebjerg Hospital. Foto © : KNR
23. juni 2025 15:35

KNR har tidligere fortalt, at der blev konstateret skimmelsvamp og asbest i anstalten i Sisimiut under renoveringsarbejde i januar.

Og de indsatte har siden januar oplevet helbredsproblemer.

- Vi er flere her, der får hovedpine, hoster og har det dårligt – det er virkelig ubehageligt, fortalte talspersonen for de indsatte.

Renoveringsarbejdet i anstalten i Sisimiut blev udført, mens de indsatte stadig, boede der. Og ifølge talspersonen har det haft en negativ indvirkning på deres helbred.

Men overlægen Harald Meyer fra Bispebjerg Hospital understreger, at det er muligt at blive i en bygning med asbest, hvis alle sikkerhedsregler følges.

Han tilføjer, at det er et krav, at området afskærmes, og at der anvendes beskyttelsesudstyr for at undgå, at mennesker udsættes for asbeststøv under renoveringsarbejde.

Området, der skal renoveres, skal for eksempel afskærmes grundigt, og der skal etableres undertryk, så støvet ikke kan sprede sig til resten af bygningen.

- Hvis man er usikker på det, så må rådet være, at man ikke er i bygningen samtidig, siger Harald Meyer.

For at undgå, at personer udsættes for asbeststøv under renoveringen, er det et krav, at området afskærmes, og at arbejdet udføres med det rette beskyttelsesudstyr, tilføjer han.

- Man skal skifte tøjet indenfor slusen, så man kun har rent tøj på, når man går ud i det område, hvor andre mennesker går. Så det er vigtigt, at det er fuldstændig støvfrit uden for byggepladsen, hvis der er asbest i støvet, siger han.

Ifølge de indsatte blev der dog udført inspektionsarbejde i anstalten i Sisimiut uden beskyttelsesudstyr og uden korrekt afskærmning.

Harald Meyer understreger desuden, at når arbejdet er afsluttet, skal bygningen rengøres grundigt, og det skal kontrolleres, at der ikke er spor af asbeststøv tilbage.

- Og så er det vigtigt bagefter, at man laver en super grundig rengøring og man tester bagefter, at man har fået fjernet alt byggestøvet, når man er færdig med at renovere, siger Harald Meyer.